Rejsen til Thailand.

Et par dage før nytåret 2004 bankede det på min dør og uden for stod Thomas lige hjemvendt fra Thailand, han havde lige et par dage i Horsens før turen gik videre til LA og næste skib. Over et par øl fortalte han om sit nye liv i Nordthailand med kone, barn og hus, som jeg bærer et vist ansvar for, for hvis jeg ikke havde presset på, at han skulle søge ind i Mærsk som elektriker for 4 år siden, var han sikkert ikke endt her.

På et tidspunkt spurte jeg ham om jeg ikke skulle ned og besøge ham til foråret, det syntes han var en glimmeren ide og vi fandt frem til et par uger i april, hvor jeg skulle komme og nu sidder jeg en tidlig morgen og skriver dagbog på hans terrasse ude i A. Muang, en lille landsby på 120 indbygger i nærheden af Phrae ca. 200 km. sydøst for den gamle konge by Chiang Mai som er Thailands næststørste by.

Søndag den 10.-04.-2005 er jeg tidligt oppe jeg skal nå morgenflyveren fra Billund til Amsterdam, Claus kommer, og henter mig 05.30. Det er desværre umuligt at komme til Billund en søndag morgen med offentlige transportmidler, derfor var Claus så venlig at tilbyde sin hjælp. I Billund kommer jeg med en fuld morgenflyver til Amsterdam, hvor jeg har 5 timer til jeg skal med China Airlines til Bangkok.

Ventetiden bruger jeg på at slentre rundt i den store lufthavn, hvor der er meget at se på, få spist en frokost som ikke er hver at skrive om, et par fadøl i forskellige barer, før jeg går ind i jumboen, her finder jeg til min store glæde, at jeg har fået en af de bedste pladser på monkey class, en gangplads lige før 1.class, det betyder at kan strække mine ben helt ud, en rigtigt god ting når man skal flyve i 10,5 time.

Ved siden af mig sidder en thai pige der ikke kan ret meget engelsk som skal hjem på ferie? efter hun har været rundt i Europa, inderst sidder en flot fransk pige som skal rundt i Thailand på egen hånd i 3 uger som desværre næsten heller ikke taler engelsk men lidt får vi snakket og hun bliver meget misundelig på min rejsebog om Thailand som har mange flotte farvefotos, hendes egen indeholder kun tekst.

Vi lander en halv time før i Bangkok kl. 6 om morgen i 28 graders varme, her kommer jeg ubesværet og hurtigt igennem pas og told kontrol og uden for møder jeg Thomas og Roungtiwa, også kaldet Opo, som venter i en lille cafe, og efter en smøg finder vi deres bil, og køre fra lufthavnen med Opo ved rattet.

Lige efter vi er kommet ud af Bangkok og ind på hovedvejen som går stik nord igennem Thailand, holder vi ind på en af de store servicestationer med små butikker, spisesteder, boder og meget mere som vi finder med få kilometerens afstand, vi kommer til at holde ind til flere gange for, at købe koldt drikkevand på en dag som er varmere end normalt. Overalt bliver der solgt lodsedler i boder, eller de kommer hen til en med en trækasse hængende på maven, på en service station kom jeg til, at vise for megen interesse og straks stod der 7 kvinder i alle alder og ville sælge mig lodsedler, efter megen hovedrysten, pegede en af dem på den yngste pige som begynder at se forlegen ud mens resten griner – når jeg nu ikke ville købe lodsedler om det så ikke var noget med en køn ung pige.

På servicestationerne sælges øl og spiritus i stor stil, dog er salget lukket fra midt på eftermiddagen til først på aftenen, af den grund at skolebørn ikke skal købe spiritus og drikke sig fulde.

Langs hele vejen er masse af små boder, sjovt nok er vareudbudet det samme for de næste 20-30 boder før det skifter og det er lige fra tørret fisk over hængekøjer til frugt og kunstgenstande som der bliver lavet på stedet i vejkanten.

Efterhånden som vi nærmere os Nakhon Sawan kan vi se en stor Buddha figur og et tempel som lyser op, på et højdedrag med deres guld bronze.

Thomas udbryder at her skal vi op, for nu har han kørt forbi så mange gange uden, at have se det. Efter lidt kørsel inde i en smog ramt by med meget tæt trafik finder vi en smal stejl vej som føre op til Buddha figuren, og hold op hvor er den stor, lidt længere oppe finder vi templet som virker overraskende lille, men et spøjst sted, for ud over diverse salgs boder er der hjemmelavede fitness instrumenter – som om man har energi til det efter at have gået 700 trin op af en stejl trappe, desværre er templet skæmmet af høje sendemaster fra en TV station som ligger klods op af helligdommen.

Puha.

Vi køre ned af en anden vej og her får vi forklaringen på, hvorfor det virkede lille, vi for øje på det andet tempel som lyser op på en anden top, efter lidt kørsel finder vi vejen ind og vi køre igennem et område med utrolig mange guld farvede Buddha figurere, klokker og meget mere før vejen bliver stejl, og vi kommer op til det andet tempel som kroner på toppen. De er ved at bygge det og det er tydeligt et byggeri der har været undervejs i mange år, men når det er færdigt bliver det flotter.

Vi forsætter op igennem lavlandet langs den ene rismark efter den anden mens Thomas fortæller at Thailand er verdens største eksportør af ris.

Vi kommer ind i bjergene, hvor der flere steder er sat røde flag op, for at advare imod farlig kørsel, og sikke en natur, helt anderledes en det flade lavland med rismarker og enkle træer, her er der en meget flot og tæt vegetation, efter vi er kommet op på højsletten kommer vi langt om længe til Phrae, en by med ca. 100.000 indbygger, kommer forbi et supermarked og for handlet lidt ind, før vi holder ind, for at få stegt et par bøffer som vi tager med hjem.

Vi køre ud af Phrae og ud på landet efter et stykke tid kommer vi forbi et skur og en bom – en kontrolstation som bestyres af Thomas svigerfar der fungere som politimand og en slags sognefoged i landsbyen, her står han hver aften i sin uniform og kontrollere alle som køre forbi, blandt andet med alkohol test – man skal kunne gå lige – og kontrol af biler eller motorcykler, som er det foretrækkende transportmiddel.

Vi køre igennem den lille landsby med tæt liggende huse, næsten alle i to etager for, at undgå oversvømmelser af hele boligen hvis den nærliggende flod går over bredderne, vi kommer hen til enden af vejen, hvor deres hus ligger.

Typisk thailandsk landsbyhus.

Vi er ikke anden end kommet inden for, før Thomas går ud i køkkenet og finder en skål, kommer hen og siger, at det skal jeg smage, hvilket jeg gør til stor morskab – og så får jeg, at vide, at jeg har spist myrer, lidt efter dukker svigerfaren op og drikker øl sammen med os, og stille og roligt kommer et par stykker til som alle hilser på mig, på den traditionelle thai hilsen, og så efter en times tid bliver det for meget for Thomas og han smider dem ud, nu skal vi have fred og ro. Modsat Danmark er det normalt her, bare at gå ind og ud af folks huse.

Thomas fortæller, at et af de store problemer ved, at bo så tæt på svigerfamilien er, at hans svigerfar tager det for givet, at han har ret til, at bruge de ting som han har købt uden, at spørge om lov først, hvilket har givet anledning til mange skænderier og også vil gøre det frem over.

Vi for spist og hyggesnakket i et par timer før vi går i seng, og sikke en larm der er i natten fra insekter og dyr, men jeg falder hurtigt i søvn efter et par lange dage.

Tirsdag den 11.-04.

Klokken 5 begynder hanerne at gale i en halv times tid, klokken 6 begynder naboen og sortere tomme flasker, det lyder som om at det sker i rummet ved siden af mig og jeg opgiver at sove mere, stå op og finder en flaske kold vand fra det ene køleskab, finder Thomas bærbare og sætter mig uden for, mens jeg skriver og nyder solopgangen i en behagelig temperatur.

Efter morgenmaden sidder Thomas og fortæller lidt om området, om hans nye liv i landsbyen, blandt andet er han blevet fodbold træner for det lokale hold som både giver grå hår og gode oplevelser, lidt røverhistorier fra vores arbejde bliver det også til. Opo bruger megen tid på deres lille datter Jessika på 5 måneder, som er blevet syg og skal til læge i dag.

Vi går en tur ned til floden og nyder den flotte natur, videre op igennem landsbyen forbi halvtaget, som er mødestedet for daglejere to gange om dagen – en daglejer tjener 125 Bath om dagen, ca. 19 kr., videre ud forbi rismarkerne. Her kan de kun dyrke ris en gang om året, i den anden halvdel dyrker de enten majs, bønner eller chili som er en uundgåelig del af deres madlavning.

Den fattigste landsarbejders bolig.

Sidst på formiddagen sætter vi os ind i bilen og køre ud i landskabet, igennem et par landsbyer som ikke er så velstående. Man lever typisk af det samme i de forskellige landsbyer, en af dem vi køre igennem er det tobak og overalt ligger der revet tobak til tørre som enten bliver solgt til et firma eller på det lokale marked.

Vi forsætter hen til en ret nyt turist sted, som Thomas kalder for ”månelandskabet” – Phea Muang Phi (spøgelsesby), et surrealistisk landskab udgøres af ler og klippesøjler, der hæver sig fra jorden som svampe. Det er skabt ved erosion af ler under en hård skorpe. (Fra Politikkens visuelle guide)

Et meget specielt landskab at gå rundt i, omkring området er der lavet en slags botanisk have og der er sat skilte op med navne på de forskellige træer og buske, desværre kun på Thai og latin ligesom al information om området kun er på Thai.

Et meget specielt landskab.

Efter spøgelsesbyen køre vi hen til en statue af General Phrae som byen er opkaldt efter. For lidt over 100 år siden han befriede byen fra burmeserne, ved siden af står Poophyapol som gjorde meget for buddhismen i 1300 tallet. Her giver de lokale offergaver til dem og det kan være alt fra en kvart sodavand til en røgelse pind – i Danmark ville vi kalde det for tilsvining af en statue.

For thaier et ønske om, at afdøde ikke må mangle noget!

Det thailandske nytår starter i dag og inden i byen står med jævne mellemrum folk med vand tønder og spande som de bruger til at kaste vand på de forbi kørende, inde i selve byen køre pickupperne rundt med børn på ladet, også med spande og vandpistoler og kaster vand på alt og alle – der går ikke ret lang tid før vi er drivende våde.

Vi finder et sted at parkere og går ud i byen, ned i sidegaderne hvor rig og fattig mødes, de fattigste bor i en mørk garage og ved siden af ligger et nyt flot hus, i en af gaderne kommer vi forbi et rigtigt rigmands hus med en stor gård plads, portal og stor låge ud til gaden.

Inde i rigmandshuset.

Mens vi står og beundrer det kommer der en gammel dame hen af vejen og henvender sig til os, hun fortæller, at hun bor der og invitere os inden for i huset til vores store overraskelse, her jeg for lov til, at tage et par billeder. Desværre kan hun heller ikke engelsk, men ud fra nogle billeder i hendes hjem kan vi se, at hun har været sygeplejerske og manden har været en højtstående officer.

Hovedgaden i Phrae.

Vi forsætter turen igennem byen med dens mange flotte templer som desværre er lukket, men hvor er de flotte med alt deres pomp og pragt.

Mange steder kan man købe mad i forskellige afskygninger og jeg for prøvet lidt af det, en grillet pin med svinekød koster 5 Bath (75 øre). Vi er også blevet godt og grundig gennemblødte af alt det vand der er blevet smidt på os af smilende mennesker i snart alle aldre, heldigvis er de så hensynsfulde at jeg får alt vandet ned af mig på den side, hvor jeg ikke har mit kamera.

Godt de ikke har vandmangel!

På vejen hjem kører vi er de små veje og ser, hvor de nogle steder har gravet dybe huller i rismarker og hegnet dem ind – her kan jeg så fortæller Thomas efter en udsendelse jeg har set på DR2, at det sikkert er fordi de vil til, at opdrætte tigerrejer som giver langt mere end ris, desværre bruger de vækstfremmer, hormoner og andet gift for, at de skal vokse hurtigt, ligesom man ikke tilføre frisk vand mens men opdrætter – tigerrejerne lever i deres eget skidt indtil de bliver ”slagtet”, efter de har opdrættet tigerrejer på stedet en 6-7 gange kan vandhullet ikke bruges mere og ”marken” vil ligge brak i mange år før der igen kan bruges til at dyrkes ris på – men fortjenesten er op til 80 gange mere på tigerrejer end ris, ikke så mærkelig at de gør det, men det kommer til at give miljø problemer på et tidspunkt.

På vej ind igennem landsbyen hører vi store brag, efter vi har parkeret bilen går vi hen for, at se hvad det er. Det er de store børn som har lavet rør på ca. 1,5 meter af lange stykker tykke bambus, nederst laver de et lille hul, hvor de hælder lidt sprit ind som fordamper, så skal der bare en lighter til og det giver et meget højt knald, det forsætter natten igennem mens de drikker sig mere og mere fulde i thai whisky som ikke har noget med whisky at gøre, men vel nærmest er fattigmands brændevin som kan købes til ingen penge.

Til aftensmad får vi fiskesuppe, en rejeret og krabber som bare smager godt, Opo har været så venlig at lave den milde udgave, under måltidet fortæller Thomas at når han er hjemme er det ham der laver mad, og at det er dansk mad. Efter aftensmaden går Opo ind til hendes far får at hente et lille glas thai whisky som jeg skal smage – og fy for pokker! Den værste udgave er op til 80 %

Onsdag den 13.-04

Natten igennem lyder det en brag efter det andet fra bambusrørene til stor irritation og lige efter det slutter begynder freds forstyrrende – hanerne, da de er færdige bliver der spillet høj musik et par huse her fra og så kommer solen.

Landsbyen.

Efter morgen maden går jeg tur for mig selv, jeg vil ud og tage billeder af landskabet og landsbyen, nede ved floden kommer to børn på cykel og hilser på thai, meget forsigtigt for de fremstammet et ”how are you” til mig, men de er meget generte så det bliver ikke til meget snak.

På vej igennem landsbyen ser jeg en flok børn stå med deres små vandspande parat, og så ved jeg godt hvad der skal ske – jeg skal have vand – så kameraet op i vejret mens de alle for lov til at smide vand på mig til deres store fornøjelse og ikke mindst alle der ser det i de omkring liggende huse, hvor latterbrølet stiger op.

Nu skal jeg have vand!

Efter at have været forbi ris, chili og majsmarkerne skal jeg forbi dem igen, som sidst løfter jer kameraet i vejret men der snyder de mig, jeg får ingen vand men jeg skal jo have et billede af dem og lige som jeg trykker på udløseren kommer de løbende med deres spande, kort tid efter har jeg ikke en tør plet på kroppen, og igen er der børn der henvender sig til mig på engelsk uden at vi for ret snak ud af, de spørger mig om, hvor jeg kommer fra og jeg siger Denmark og de ryster på hovedet, så siger jeg fra samme sted som Thomas og de lyser op i et smil, nu ved de godt hvor jeg er fra, så siger de – som jeg hører ”you big thai” og nu er det min tur til at ryste på hovedet og samtalen går i stå. I Thailand starter børn i skolen når de er 3 år, et af deres første fag er engelsk.

Tilbage huset har Opo planlagt dagens udflugt, endda til to steder som Thomas ikke har set, først ud til Ban Prathup Chai, ”et af Thailands største teaktræs huse. Bygningen med de ødselt udsmykkede søjler og inventar der blev samlet midt i 1980’erne. (Politikkens visuelle guide).

Inde i teaktræ huset.

Vi skal betale 30 Bath (4,5 kr.) for at komme ind, til gengæld får vi en lille souvenir, det er kun en lille del af træhuset der er adgang til, det er overdådigt og grænser til vanvid, næsten det eneste teaktræ der ikke er skrået kunstværker i, er gulvet og der er værker som er skåret ud af meget store stykker træ, men på mange måder et hus med meget luft blandt andet på grund af små gårdhaver midt i huset, hvor stort huset er, er fuldstændig umuligt at vurder, det virkede bare uendelig stort. Huset bæres af 130 teaktræs stammer med en diameter på 100 til 150 cm, alle søjlerne har træ udskæringer den første meter op, i kælderen er der en souvenir butik som kun handler med traditionelle ting fra området, ikke noget med historien eller billeder fra huset.

Vi sætter os ind i bilen og kører fra teaktræhuset, vi skal igennem et af de farlige vejkryds i Phrae og et af de få med lysregulering, på trods af lysreguleringen sker der stadig mange ulykker og der er sat et skilt op til skræk og advarsel med statik over de sidste to måneder, og det er ikke småting der er sket, blandt andet 6 dødsulykker.

Så er man advaret!

Vi forsætter ud af byen mod Wat Phra Daht Suton det største tempel i omegnen ca. 20 km fra Phrae. Det tager næsten pusten fra mig, da vi køre op mod templet, det første man ser, er en kæmpemæssig Buddha figur som ligger hen langs den en halvdel af bygningen, indgangen er bevogtet af to 10 meter høje løver malet i guldbronze.

Vi kører længere op og finder en parkeringsplads, her er den anden indgang til templet som er bevogtet af to store kriger med økser i hånden, inden for kommer man ind i en gårdsplads omkranset af en arkade med Buddha figurer og en billede serie som fortæller om Buddhas liv og færden, midt på gårdspladsen ligger 2 bygninger, et med mange søjler omkranset af hvide elefanter, og selve templet som er overdådigt udsmykket her er indgangen bevogtet af to drager.

Flot er det.

Et museum er der også blevet plads til, her er også en souvenir bod og igen er der kun bøger og hæfter på thai, men munken bag disken har bemærket at jeg søger information og giver mig en pjece på engelsk som jeg takker mange gange for, og igen høre jeg spørgsmålet ”you big thai”, igen ligner jeg et spørgsmåls tegn – jeg forstår det bare ikke, lidt efter spørger jeg Opo, hvad ”you big thai” skal betyde og hun griner lidt og forklare, at han har sagt ”you speak thai?”

Ægte er de ikke, de er af beton..........

Længere oppe af bjergsiden er de ved og bygge 2 nye templer og nysgerrig som man nu er, skal mig og Thomas om bag ved og kigge, der står en gammel søjle som jeg tager et par billeder af, og lige pludselig dukker der i en munk op – som ud af den blå luft, iført en anden farve dragt end alle de andre munke vi har set, han henvender sig til os på flydende engelsk og vi får en sludder med ham, hvor vi kommer fra og anden småsnak i et kvarters tid, vi roser templet hvilket vi kan se han bliver mere glad for en han giver udtryk for.

Også i dag er det meget varmt og vand skal der til, mens vi sidder i skyggen og drikker fortæller vi Opo om munken, hun begynder så meget ivrigt at spørge os ud, om klædedragtens farve, hans alder med videre og jeg kan se på Thomas at det ikke er normalt at hun spørger ud på den måde, pludselig tager hun min lille pose, hvor min pjece på engelsk er, som jeg har fået af en munken i boden, tager pjecen op og peger på den person som er på forsiden om det var ham, jo det bliver vi hurtig enig om, at det er, og så begynder misundelsen at stråle ud fra Opo, for det er templets overhoved vi har talt med, han går for at være en meget sky person som alle Buddhister i området ser op til, for en buddhist ville det have været en meget vigtig oplevelse, at have haft æren at tale med overhovedet.

Overhovedet, eller overmunken som han kaldes er: Phrakruba Montri Dhamma Medhee, han startede sin munke uddannelse i en alder af 12 år og blev overmunk som 23 årig. Han er ekspert i det oprindelige Nordthailandske sprog og kultur som også præger templet sammen med den moderne buddhiske design, som han har designet en stor del af.

Vi kører ind i Phrae og parkerer over for svigerfarens frisør forretning på hovedgaden, vi skal ind og købe brød ved bageren som ligger ved siden af, og i dag er der friskbagt brød – herligt. Uden for frisør forretningen er der stillet en bod op, hvor der bliver solgt øl, vand og ikke mindst små plastik spande til at smide vand med til ære for Buddha, og vandkampene er i fuld gang, jeg slipper ikke for at blive gennemblødt da jeg stiller mig lidt ud på gaden for at tage billeder – jeg havde ikke lige set den pickup som kom bagfra med 8 på ladet som alle hældte en spand vand ud over mig. Frisør salonen er en oplevelse for sig selv, alt er bare slidt fuldstændigt igennem, skal man ud på kunde toilettet, skal man hen over et gulv med løse gulvbrædder som er lagt oven på de gammel som er rådnet væk, men priserne er billige – 50 Bath for en klipning ca. 3,75 kr.!

Byen salon på hovedgaden.

Tilbage i landsbyen bliver jeg præsenteret for endnu en delikatesse – friturestegte græshopper, de smager af lidt mere end de myrer jeg smagte for et par dage siden.

Mens vi sidder og spiser, begynder det at regne og tordne meget kraftig, og alle mulige insekter søger indenfor, det gør gekkoerne også, de får et sandt festmåltid, det er sjovt at sidde og kigge hvordan de lynhurtigt bevæger sig hen ad væggen og fanger et insekt, og til sidst spytter vingerne ud, næste morgen er gulvet fyldt med vinger.

Torsdag den 14.-04

Vi køre til Den Chai, Thomas og jeg vil tage toget på 3.klasse til Chiang Mai, en tur på 200 km som tager 5 timer, vi køber billetter til den fantastiske pris af 43 Bath – næsten 7 kr.! Med det samme for vi at vide at toget er forsinket 40 minutter.

Toget kommer ind til den planlagte forsinkelse og vi finder en plads på hårde plastiksæder, over for mig sidder en dreng på ca. 6 år, som bare ikke kan holde op med at stirre på mig, og efter jeg har taget et par billeder ud igennem det åbne vindue, viser jeg ham dem på displayet spørger om jeg skal tage et af ham og han nikker forsigtigt efter faren har oversat og lyser op i et smil, da han ser sig selv på displayet.

Endnu en flot udsigt.

Vi kører igennem en fantastisk flot natur, hvor næsten hver eneste lige plet er udnyttet til en rismark, op i bjergende forbi åbne kulminer, vi standser for næsten hver 10 kilometer, nogle steder er der lille banegård andre steder er det bare et skur, men fælles er, at de gør utroligt meget ud af deres station – krukker med blomster, små springvand med grus gange som er pænt revet.

I toget bliver der også holdt rent, det går næsten hele tiden en mand rundt med en svaber og tørre gulvet af og gør toilettet rent.

På en af stationer er der mange der står af og vi flytter plads, så vi kan få mere plads til vores ben. På stationen efter kommer tog service, 4 kvinder kommer ombord med indkøbs kurve fyldt med øl, læskedrikke og små måltider, de går alle fire igennem de 3 vogne og faldbyder deres varer, sæt nu en ikke vil handle ved den ene men gerne med den anden, så vi for de samme ting tilbudt 4 gange, på den næste station står de af og sætter sig til at vente på toget tilbage, mens de fylder deres kurve op med friske varer.

Rygning er ikke tilladt inde i vognene, men man må gerne stille sig ud på den lille gennemgang imellem vognene og ryge, på et tidspunkt skal jeg på toilet og der er optaget, så jeg stiller mig ud imellem vognene. Drengen fra før har bemærket at jeg vil på toilettet og da det bliver ledigt gør han mig opmærksom på det – det er et asiatisk toilet og jeg håber bare på, at jeg ikke på et tidspunkt skal gøre det store, jeg kan ikke ligefrem forstille mig selv sidde på hug med bukserne nede i et tog som hele tiden bevæger sig fra side til side.

Jo, der er stil over det.

Vi begynder og komme højt op i bjergene og kan høre på toges to motorer at de arbejder hårdt, farten går kraftigt ned og vi snegler os op, pludselig kan jeg høre at motoren i vores vogn stopper og toget går helt i stå, så begynder vi at rulle baglæns indtil togføreren for bremset toget og med forvirrende ansigtsudtryk springer tog personalet ud af toget og begynder at kigge under vognen, hvor motoren sidder, imellem tiden er Thomas kommet smågrinende tilbage fra en smøg imellem togvognene og fortæller, at det havde pisset ud med vand fra vognen, det kan næsten kun være kølevand systemet der har fået en læk. Det samme lader det til at togpersonalet har fundet ud af for de finder en lille pøs på ca. 4 liter fra, og begynder at fylde vand på kølen som sidder oven på vognen – en mand til, at fylde vand i pøsen fra toilettet, en mand til at række pøsen op til ham som sidder på taget af vognen for, at fylde på. Efter et stykke tid mener det må være nok og prøver, at starte motoren som ikke lykkes, så prøver de, at starte med at køre med en motor og vi ruller 50 meter tilbage før toget igen bliver bremset. Nu begynder samme show med, at fylde vand på og en enkel passager af karl smart typen springe ud af toget og begynder at kigge meget klogt på toget mens en fra togpersonalet vender det hvide ud af øjnene, men til stor morskab for os. Efter op til flere startforsøg lykkes det endelig, at få gang i motoren og toget begynder igen at slæbe sig op af bjergsiden mod en lang tunnel mens vi tydelig kan høre sikkerhedsventilen (overtryk) fra kølesystemet der hele tiden letter – gud ved (eller skal man skrive ”Buddha ved” her) om motoren går i stå igen.

Fejlen skal findes!

Efter tunnelen holder vi ved en lille station, her bliver der også kastet med vand, på begge sider af toget står en flok og kaster vand ind igennem toges åbne vinduer, vi skynder os at lukke vores vindue og undgår modsat andre passagerer, at blive drivende våde.

På den sidste station før Chiang Mai kører vi ind på et vigespor, vi skal vente en halv time på et andet spor og her syntes vi det sjove går af togturen, men langt om længe når vi Chiang Mai, hvor Opo og Jessika venter på os med koldt vand.

Vi køre ind i den gamle bydel for, at finde et hotel, det første sted har de kun et ledigt værelse, det andet sted koster det 2000 Bath (300kr.) for en overnatning men så meget vil vi ikke give og forsætter vores søgen.

På grund af festivalen er der langs den gamle voldgrav spærret gader af, som der gør det svært at komme omkring, og på den anden side bliver vi fanget i en kø af små motorcykler og pick-uper med ladet fyldt op af glade mennesker og tønder fulde af vand – her skal man ikke åbne vinduet med mindre man vil have vand ind i bilen – det er bare et stort vandplasken, ingen går fri for at få vand, efter 3 kvarter lykkes det endelig at komme ud fra vandplaskeriet og finde et hotel til 950 Bath (150kr.) med air kondition. Vi kunne sikkert godt have fundet et gæstehus til den halve pris, men det er nærmest umuligt at komme rundt med bil i den indre by og vi har også Jessika at tænke på.

Efter vi har fået vasket os og klædt om, går vi ned til nat markedet som er et hav af små boder, hvor der bliver solgt alverdens ting, finder et sted at spise. Efter aftensmaden syntes vi, at vi trænger til at sidde og slappe af med en drink.

Vi kommer ind i en lille arkade med flere små udskænkning steder og pool border, vi finder et bord ud til gaden og bestiller ved en køn pige, hvis påklædning fortæller, at hun vist ikke kun arbejder som servitrice, hun spotter lynhurtigt at jeg er fri på marked og lidt efter sætter hun sig ved siden af mig med spillet ”4 på stribe” og spørger om vi skal spille og det gør vi så, lidt efter fedter hun for en drinks som hun får. Lidt efter præsentere hun mig for et nyt spil, som består af stablede træklodser som man skal trække ud og lægge oven på søjlen, den der for søjlen til at vælte har tabt, til hendes store fortrydelse vinder jeg de to første spil.

For at komme ud på toilettet skal man ned igennem arkaden og det bliver lidt af en oplevelse, de næste par barer er, hvor Billie Boys holder til, og de forstår at holde fest, for os andre er det nærmest umuligt at se forskel på dem og ”rigtige” piger, det må være frygteligt at føle, man er født i den ”forkerte krop”. De nederste barer er for bøsser her er det noget sørgeligt eller rettet ulækkert at se en gammel gråhåret europæer sidde og gnaske i noget der ligner en mindreårig dreng.

Tilbage ved vores bord for servitricen fedtet sig til endnu en drink, og fortæller hun kommer fra Burma og hedder Ae. Hun fortæller også at hun har været i byen i 5 år, først ansat på et gæstehus og nu her, og at hun forsøger sin familie hjemme i Burma.

Her oplever jeg den mest mærkelige måde, at få at vide hvad priserne er, Ae fortæller først til Opo på thai, hvordan det foregår hvis man vi have en pige med på hotel – man køber hende fri i baren for 300 Bath (45 kr.), når man har hygget sig med hende betaler man næste morgen, hvad man har lyst til og det kan være fra 0 kr. og opefter, det bliver så oversat til engelsk, til Thomas som så læner sig ind over bordet og halv råbende på grund af den høje musik fortæller mig det på dansk.

Baren lukker kl. 01 og vi går hjem på hotellet.

Fredag den 15.-04

Efter morgenmaden går Thomas og mig ud for, at kigge lidt på byen, og vi når ikke ret langt væk fra hotellet før de første spande med vand er kastet hen over os, halv våde komme vi over på den anden side af voldgraven, hvor det er mere roligt. Her besøger vi igen et af de mange templer i byen, der er 300 templer i Chiang Mai som har ca. 180.000 indbygger, men vi har nu ingen planer om, at besøge dem alle, vi har tænkt på at køre op til et af de helligste templer i Nordthailand, men på grund af festlighederne opgiver vi, vi kan ikke komme ud fra hotellet i bil, derfor vælger vi at tage en nat mere i byen. Vi forsætter vores gåtur, og nærmest refleksmæssigt løfter jeg min lille rygsæk op over hoved da vi skal forbi den næste ”vand kastnings post” og vandet kommer planmæssigt, og så begynder jeg at løbe for det er isvand de kaster med – nøj det var en kold fornøjelse.

For styrke os oven på kulde chokket finder vi et gæstehus med en hyggelig gårdhave ud til gaden og for en øl, her er der også billig Internet forbindelse 20 Bath pr. time og jeg for sendt mit første rejsebrev.

På vej tilbage får vi mere vand, og nu går der sport i det fra vores side at tage spanden fra dem og hælde det ud over dem, efterhånden som vi nærmer os voldgraven skulle man tro der lige havde været et kraftigt regnskyl, så meget vand ligger der på gaden. På den anden side af voldgraven er det fuldstændigt umuligt at være ude at der konstant kommer vand, den eneste måde at få et pusterum, er søge ly ved en af de mange små mad boder der står med jævne mellemrum langs hele gaden – thaierne har så meget pli, at de lige ser efter, hvor de kaster vandet hen, modsat mange af turisterne som også har udstyret sig med spande og store vandpistoler.

Den gamle voldgrav i Chiang Mai.

Det har ikke regnet!

Vi kommer hen til gaden som går ned til hotellet, her er der optog i grupper fra alle samfund i området, nogle kommer i små grupper og går bare med, andre har gjort mere ud af det og kommer i nationale dragter spillende på deres musikinstrumenter, andre viser traditionel thaidans – fælles for det hele er, at der skal kastets mest muligt vand på dem, og hele gaden syder og koger, og ikke et sted ser man tegn på ballade, det er bare en stor dejlig fest for Buddhas ære.

Om et øjeblik bliver hun våd.

At bliver taget med et smil!

En af bjergstammerne - tæl pigerne halsringe og man får deres alder.

Om aften går vi ud for, at få aftensmad og nu er vandkasteriet stillet af og vi finder et sted at spise, uden vi er blevet våde og slutter af samme sted som i går.

Lørdag den 16.-04

Efter morgenmaden køre vi ud af byen til Doi Suthep-Doi Pui nationalparken som ligger tæt på byen, her er der vandfald – og som flere andre steder skal vi betale for at komme ind og udlændinge skal som sædvanlig betale ca. 3 gange mere. Der er 7 vandfald og det fjerneste er 2 kilometer oppe af noget som ligner en sti, Thomas og jeg går op til nummer 4 før vi vender om – denne gang godt våde af sved, men oplever en flot natur og nogle udsigter som siger spar to, desværre ligger der en varme dis over hele området.

Udsigt over Chang Mai

Ren idyl

Stien er ikke ligefrem let!

Efter vandfaldet forsætter vi op af bjerget i bil af snoede bjergveje og kommer op til en lille landsby som udelukkende lever af turister med en stor markedsplads for foden af Wat Phathat Doi Suthep som er et af de helligste templer i Nordtailland,

Det fortælles at i 1390 lod en konge, en hvid elefant laste med et helligt relief af Buddha og lod den frit vandre rundt, den gik op bjerget og trompetere 3 gange og knælede, hvorpå den døde. Herefter byggede de templet på toppen af bjerget som er 1601 o. h. som man lige som andre steder kommer op, til via en lang lige trappe pyntet på begge sider med en lang drage, trappen her er human, der er kun 306 trin, men man kan også vælge at tage en elevator der op for 50 Bath.

Thomas, Jessika og mig.

Den hvide elefant.

Som i alle andre templer er der flot med en masse forskellige Buddha figurer, men også kommercielt med boder og indsamlingsbøtter de mest mærkelige steder – jeg syntes at de skræmmer helligdommen.

Fra pladsen omkring templet er der en fantastisk udsigt udover Chiang Mai og omegn, og over alt på pladsen er der klokker som folk konstant er henne og slå på, inde i selve templet oplever vi munkene gå til bøn og mange af de besøgende beder med og går rundt om den hellige chedi som er belagt med guld.

Den hellige Chedi

Tilbage i byen går Thomas og ud for, at finde noget at spise, Opo vælger at blive på hotellet sammen med Jessika fordi det er blevet sent, vi finder et sted og spise ved siden af natmarkedet, vi sidder uden for og konstant kommer der små børn med blomsterkranse de vil sælge og handlende fra bjergstammerne i deres nationaldragter for at sælge deres håndværk som ligner noget fra en masse produktion, men det lykkes os at spise i nogenlunde fred og ro, før vi selv bevæger os ud på natmarkedet for at købe nogle små ting, her skal man virkelig handle, en bud skal ligge på 40 til 50 % af den opgivende pris, og det er tydeligt når man har nået deres smertegrænse og så må man enten gå eller gå op i pris, det bedste er at gå for så kommer de måske efter en til den pris man har sagt, eller man kan finde samme vare lidt længere nede af marked og starte en ny handel der.

På vejen hjem køber vi et par øl og slutter dagen af med en godnat bajer på værelset.

Søndag den 17.-04

Vi checker ud fra hotellet om formiddagen og sætter kursen mod den nordligste by i Thailand – Sai Mai, efter vi er kommet igennem en meget flot bjergrig landsdel kommer vi op i et fladt landskab, hvor der igen dukker boder op, her er det friske jordbær og jordbær vin som der bliver solgt, vi holder ind ved en af de mange boder, hvor vi prøvesmager jordbær vinen som slet ikke er dårlig, den vil med sin sødme være perfekt til en god dessert, de friske jordbær er ikke som vi kender dem, de er meget faste, ikke specielt saftige og lidt syrlige i smagen, efter lidt handlen får jeg købt et par flasker og et pund friske jordbær.

Vi kommer ind i Mai Sai brede hovedgade som er en stor markedsplads, køre ned fordi grænseovergangen til Myanmar som Burma hedder i dag, og køre ned langs grænsefloden, hvor det er mere roligt for, at finde et gæstehus.

Det første sted er der tilsyneladende ikke nogle hjemme og vi går hen til det næste som er meget udsædvanligt, det ligner en middelalder by med dens 60 hytter som er bygget op af en klippeside med en fantastisk udsigt ud over Myanmar. Vi for tilbudt, at komme op og se en hytte, det ser spændende ud, men det dur ikke sammen med en lille pige på 5 måneder og så uden et sidde toilet, men prisen er billig – 100 Bath, eller 15 kr. for en overnatning!

Gæstehuse - 15 kr. for en overnatning!

På den anden side ligger et nyere hotel, hvor vi spørger til prisen – 500 Bath eller 75 Kr. for en overnatning på luksuøse værelser, vi slår til og beder om værelser på øverste etage, hvor der også er en tagterrasse, hvor man kan få fred i sindet, mens vi sidder og nyder en øl før et tiltrængt bad kommer en op med 4 røgelse pinde som bliver sat i et lille alter med en kort bøn – måske en bøn om at vi vil blive tilfredse med vores ophold og det vi gå os godt.

Tagterrassen og en velfortjent øl.

Udsigt over Mai Sai.

Vi går op igennem byen for, at finde et sted og spise, mens vi sidder og spiser, stiller tiggerne sig op lige uden for stedet, de står bare stille med deres udtryks løse ansigter, deres lille plastik bøsse i hånden og bare stirrer på os – noget man åbenbart bliver nødt til, at vende sig til her.

Ved siden af hotellet ligger et sted, hvor de sælger øl her vil Thomas og jeg ind, og have en godnat øl, det viser sig at være Thailands nordligste bordel som tilsyneladende er familie ejet for de holder fødselsdagsfest for deres mor og der er gang i den, at der er indtaget en hel del thai whisky bære stedet tydelige spor efter, vi sætters os i baren bestiller en øl, her kommer en af døtrene hen til os og vil snakke (og drikke vores øl), på et tidspunkt mener hun det vil være passende at massere mig i nakken, det udløser et ramaskrig i festen for hun er gift og manden er tilstede, straks bliver der indkaldt familieråd. Efter en halv time med råben, skrigen og tuden, kommer hun hen og spørger mig om jeg vil have hende, hvilket jeg takker nej tak til, det hjalp ret meget på stemningen, vi for drukket vores øl ud og forlader stedet smågrinede.

Mandag den 18.-04

Det er Thomas fødselsdag og til morgen maden lykkes det mig, at synge fødselssangen for ham mens Opo kiggede lidt undrende på mig uden, at sige noget. Thaierne går ikke så meget op i fødselsdage – det er bare noget der er der – men hun forstår nok dansk til at fatte meningen med sangen.

Paskontoret i Mai Sai

Vi får sat Jessika i klapvognen og går op mod grænsen, vi skal på en dag tur ind i Myanmar. Ved grænsen tjekker vi ud af Thailand. For at komme ind i Myanmar på den anden side af broen skal vi betale 250 Bath, og så kommer der lige den – de beholder vores pas på det kontor vi er inde på, vi modtager en ”kvittering” som bare er en lap papir med et nummer på – det er ikke ret sjovt bare at efterlade sit pas! – slet ikke når ens arbejde er betinget af, at man har et pas med de nødvendige visas.

Det første man møder på den anden side i byen Tachilek, er et utal af tilbud om, at komme ud på udflugt i en knallert taxa, de er nærmeste umulige at komme igennem, men det lykkes, vi vil først ned på den kæmpe store markedsplads, hvor der bliver solgt alt imellem himmel og jord, men et ganske hyggelig sted at slentre rundt – og igen gælder det om, at går meget langt under den første pris man for tilbudt, men en ting er rart her der kommer næsten ingen og rykker i en – man kan stort set gå rundt i fred og ro, endnu for Thomas fortæller at lidt senere på dagen kommer alle børnene tiggerne, og de hænger på!

En meget lille del af markedspladsen i Tachilek.

Sjovt er det at handle, på et tidspunkt køber jeg noget legetøj til 10 Bath, lidt efter får jeg det samme tilbudt til 20 Bath af pige på ca. 12 år, og jeg giver et bud på 8 Bath, fortæller at jeg lige har købt det samme til den pris, og pigen begynder at grine, siger at jeg lyver, for jeg har mindst givet 10 Bath, og så må jeg jo give hende ret. Man skal huske en ting, at hvis det bud man giver bliver accepteret, forvendtes det også at man køber – enten handler man eller lader være, som alle andre steder i verden.

Vi vender tilbage til pladsen med de mange knallert taxaer og bestiller to, en til Thomas og mig, en til Opo og klapvognen med Jessika, vi bliver kørt op til et tempel som ikke stråler af den samme pragt som i Thailand, man kan nærmeste sammenligne det som forskellen mellem den katolske og protestantiske kirke.

Kunne de indsamlingsbøsser ikke så et andet sted?

Vi forsætter op til en meget stor chedi, hvor vi først bliver overfaldet af børn som sælger små bure med en fugl inden i, som man skal købe og slippe løs, det skal betyde held og lykke, oveni skal vi betale for, at tage vore sko af, for at gå ind på området med helligdommen – igen bliver det for kommercielt!

Herefter køre vi op til en indhegnet bjerglandsby hvor en ”Karen” bjergstamme bor og lever af turister, igen koster det penge for at komme ind og se ingenting – det show som de viser er på et andet tidspunkt og de vil ikke give os rabat, så vi køre ned til byen igen og slentrer rundt.

Vi kommer ned i den fattige del af byen og går langs et hegn ned til grænsefloden, på et tidspunkt ser jeg en der vasker tøj i floden, det vil jeg have et billede af, og går igennem et hul i hegnet for at tage billeder og tilbage igen, lidt henne af vejen er det blevet set af Myanmars grænsepoliti og vi bliver stoppet og udspurgt med hvem, hvad og hvor, før det går op for os, at det så mistænksomt ud, at vi kommet igennem et hul i hegnet der grænser ned til grænsefloden som man kan vade over.

Tøjvask i Myanmer

Grænsebetjenten vælger og tro på, hvad vi siger og vi går videre ned mod grænseovergangen, hvor børnene tiggerne er kommet frem. På et tidspunkt ser jeg en mor som ”pudser” sin søn på os, det eneste han får, er en besked om at går tilbage til hans mor, og da jeg passerer moren siger jeg til hende, at det ikke er et job for et barn, knægten var vel ca. 4 år.

Men vi slipper ikke for børnene tiggerne og Thomas og jeg bliver enige om, at gøre noget andet og kalder de nærmeste til os, går hen til en saftevands bod og lader dem vælge den drik de har lyst til, som vi betaler for, til stor fortrydelse for møderne i baggrunden og til stor glæder for børnene og måske mest saftevands sælgeren.

Vi får vores pas igen på vores lap papir med masse af nye stempler og checker ind i Thailand igen med flere nye stempler i passet.

Efter et forfriskende bad går vi ud for, at finde et sted at spise, tæt på hotellet går vi ind på en vestlig inspireret restaurant, hvor der sidder flere vesterlændingen flere af dem godt og grundige fulde af thai whisky som de hælder i sig i rå mængder, vi for bestilt og spist vores måltid i nogenlunde fred og ro, men en enkel er dog mere end irriterende og opføre sig som han ejer hele stedet, på et tidspunkt henter han en halv vandmelon som han tager et par bid af før han smadder den midt på gaden med råbe og skrigen – har i alle set mig, jo det har vi og vender det hvide ud af øjnene, lidt senere kommer et par tigger forbi og stiller sig op med deres udtryksløse ansigter, han fare op, river den lille plastic bøtte ud af hænder på den ene, kaster den ned af gaden for bagefter at sparke ud efter dem – ikke en særlig pæn opførelse. Han er tilsyneladende velkendt på stedet, og en vesterlænding forlader stedet med en bemærkning til serveringen om, at nu har han fået nok af ham, og vil melde ham til grænsepolitiet i morgen så han kan blive smidt ud af byen og helst hele landet.

På vej tilbage skal Thomas og jeg lige ind og have en godnat øl, på samme sted som i går, her er der mere roligt end i går aftes. Pigen fra i går sidder bag baren med sin thai whisky som hun drikker, som om det var vand, mens hun ordner regnskaber og lønudbetaling til stedes piger.

Tirsdag den 19.-04

Jeg starter dagen med, at gå ned til floden, jeg vil have billeder af kvinderne som vasker tøj i floden på Myanmar siden – og selvfølgelig er der ingen der vasker lige nu, til gengæld sidder der en ældre kvinde på den thailandske side og vasker tøj med hendes kæp mens hun passer sit barnebarn.

Vi køre op mod Sob Ruak, hvor Thailand, Myanmar og Laos mødes ved floden Mekong, her får vi tilbud om en sejltur på floden med stop i Myanmar og Laos for 400 Bath – 60 kr. Turen til Myanmar går ”kun” til et stort hotel og kasino som blev bygget efter Thailand forbød kasinoer og ved grænseposten står der med store bogstaver, at det kun er tilladt at udføre 500.000 Bath – 75.000 kr. – af Thailand, men et kasino frister os ikke og vi køber en tur rundt om øen den Gylden trekant – som er trekantet og tilhøre Laos, videre til øen Donsao her skal vi betale 20 Bath i afgift for, at komme i land ved en søvnig grænsevagt.

Her ligger der en markedsplads med stråtækte hytter og et vareudbud som ligner det vi har set i Mai Sai og Tachilek, bare meget billigere og ikke nært så stort, her sælges også cigaretter i stor stil til 200 Bath – 30 kr. for en karton, men man skal være forsigtig med at købe cigaretter her for de fleste er forfalskninger, den måde man køber på, er at sige, at vil prøve smage en cigaret fra en uåbnet karton, så bliver man ført lidt tilbage i boden væk fra de kartoner som ligger forrest, hvor man tager en uåbnet karton, åbner den tager en pakke ud, åbner den og tager en cigaret, og tænder den for smage om man nu køber den rigtige vare.

En anden ting som de åbenbart sælger meget af er slange whisky, hvor der proppet en slange ned i en flaske og overhældt med sprit, vi fik en prøve smagning – og tro mig det smager ganske afskyeligt!

Markedspladsen i Laos.

Efter et par timer i Laos sejler vi tilbage til Thailand og forsætter lidt hen af vejen, hvor de igen er ved at opføre en helligdom med en kæmpe stor guldfarvet Buddha figur siddende i en båd – det drejer sig om, at vise velstand over for de to fattige nabolande.

Den er meget stor!

I tempel båden.

Ifølge Politikkens visuelle guide ligger byen Chiang Saen lige nærheden med mange gamle tempel ruiner som man ikke må gå glip af – men her skuffer guiden godt nok, for en gangs skyld.

Efter besøget i byen sætter vi kursen mod Phrae og deres hjem, hvor vi vil tilbringe en dag før turen går de ca. 600 km. sydpå mod Bangkok.

Vi køre ind i landsbyen og lige som vi stopper bilen ud for huset, ser vi svigerfaren køre af sted på Thomas lille motorcykle. Thomas udbryder det er vores motorcykel, hvorfor kører han på den, hans egen står lige ved siden af.

Det viser sig at svigerfaren skal ud til en trafikulykke i hans egenskab af, at være stedets politimand og at hans egen motorcykel ikke fejler noget, det sidste gør Thomas rasende, for ham er det igen og igen, at han ikke kan have noget i fred for sin svigerfar.

Svigerfaren kommer tilbage efter en halv times tid, og nu forlanger Thomas et svar, på hvorfor svigerfaren tog hans motorcykel og ikke hans egen, det bliver taget ilde op af svigerfaren og det udvikler sig til et større skænderi.

Skænderiet og svigerfarens raseri bliver ikke mindre af, at Thomas forlanger kopi nøglerne til hans motorcykel udleveret, kort tid efter trækker svigerfaren sin skarpladte tjenestepistol og retter den mod Thomas. Thomas vender ryggen til svigerfaren og går ind i hans hus, for at fortælle Opo, hvad der er sket, da Thomas kommer ud igen har svigerfaren lagt pistolen fra sig og har fundet en stor kniv frem som han svinger vildt frem og tilbage med, mens han råber og skriger. Igen vender Thomas ryggen til og går ind i huset for at fortælle, at nu bliver han truet med en stor kniv til at fælde bambus rør med.

Svigerfaren kan åbenbart ikke klare at Thomas ikke tager hans trusler mere alvorligt og slutter råbende af med at kaste knald fyrværkeri efter Thomas, så jeg hopper i bare forskrækkelse, bagefter bliver kopinøglerne smidt i gruset og bliver samlet op af Thomas.

Under hele skænderiet har svigermoren også råbt en masse på thai som desværre er uforståelig for mig, Opo har været inde i deres hus for, at berolige datteren og jeg sad lidt tilbage trukket i bilen uden at blande mig.

Til sidst bliver Thomas inde i huset og gassen går af svigerfaren for et lille stykke tid, og siger undskyld til mig – senere får jeg, at vide, at Thomas og Opo har gjort mig lige gammel med ham og fortalt at jeg har en top chef stilling på mit skib, hvilket er årsagen til, at han siger undskyld over for mig.

Lidt efter begynder råben og skrigen i begge huse og jeg finder mig en øl og sætter mig ud på trappen og venter på, at der skal falde ro over familierne, efter en times tid er det blevet nogenlunde roligt og Thomas kommer ud og sætter sig ved siden af mig og vi får en lang snak over, hvad der er sket over et par tiltrængte sjusser. Thomas er naturligvis meget rystet og er lidt usikker på, hvordan han skal regere på det hele, men en ting lægger stor vægt på, at hvis der nogen sinde skal være noget imellem ham og svigerfaren, skal han ned på knæ og sige undskyld.

Thomas lægger sig til at sove på trappen og i nabohuset har svigermoderen valgt, at rykke ud af soveværelset.

En af grundene til, at skrædderiet udviklede så voldsomt er, at man her mener, at den der er, den ældste mand har ret, samtidig er der kun to der tør, at sige svigerfaren imod i landsbyen, hans kone og Thomas, svigerfaren har også svært ved at acceptere at Thomas tjener mange flere penge end ham – uden at vide hvor mange – og kun er på arbejde i 2 måneder og derpå har 2 måneders fri. Han ved formentlig, at Thomas hver måned sender 4000 kr. hjem til Opo, hvilket svarer til hans indkomst, men det er tydelig for ham at Thomas tjener meget mere. 

Onsdag den 20.-04

Om morgen er stemningen trykket, svigerfaren render frem og tilbage uden for mens vi drikker vores morgenkaffe, han skal ikke på arbejde i dag, fordi man ikke klipper hår på en onsdag i Thailand, hvorfor ved jeg ikke.

Efter morgenmaden kører Thomas og jeg ind til Phrae og lader den thailandske del af familien få ro til, at snakke. På vejen kører vi forbi huse og byggegrunde som er til salg, og som vil være et muligt alternativ til landsbyen. Thomas mener at det bedst vil være, at flytte ind i en lejlighed og så finde en passende bolig inde i byen eller i en af de større byer i nærheden, måske endda tage skridte, at flytte sydpå til for eksempel Krabi ca. 1700 km. syd fra Phrae, hvor de har et par venner. Det vil måske også være det bedste for deres datter, da der er flere som taler engelsk der, de er i forvejen blevet enige om, kun at snakke engelsk til Jessika for, at gøre det til hendes hovedsprog.

Bilen bliver afleveret ved et vaskeri som gør den ren over det hele for den nette sum af 30 kr. og vi slentrer ind mod bymidten. Vi kommer forbi Wat Chom Sawan, et tempel opført i teaktræ som er burmesisk inspireret og absolut anderledes end alt andet vi har set, både udefra som udsmykningen indeni, men ikke mindst præger en stor parabol templet på bagsiden og inden i sidder et par munke i et hjørne og ser en og anden ligegyldig fordummende amerikansk serie – det er modsætninger der mødes!

Vi forsætter ned af gaden med byens markedsplads som udelukkende handler med madvarer, Thomas udpeger de forskellige boder, hvor de har de gode kartofler, de gode hvidløg, slagteren som levere det bedste svinekød som ligger fremme i varmen, klar til at blive skrået i tern efter kundens ønske. Vi finder et sted at sidde med en øl mens vi betragter det brogede marked og dens handlede.

Vi går tilbage og henter en nyvasket bil, køre ind i den gamle bydel finder et sted, hvor vi kan sidde i skyggen og få en øl. Her snakker vi lidt om hvad vi skal i aften og bliver enige om at køre ind til byen og finde et godt sted at spise, i det samme ringer Opo og jeg kan se på Thomas, at der er en løsning på vej, hvilket glæder mig meget, på vej hjem i bilen siger jeg til Thomas, at når vi kommer hjem går jeg mig en tur på en times tid, så de kan have ro, til at snakke tingende igennem, også fordi, at hvis svigerfaren har besluttet sig til, at sige undskyld til Thomas, vil det aldrig ske, hvis jeg er i nærheden, det vil i forvejen være et nederlag for ham at sige undskyld.

Tilbage i landsbyen går jeg stille og roligt op igennem gaden, mens jeg kan mærke alle kigger på mig, de ved alle hvad der er sket aften før og venter spændt på, hvad der sker, men ingen tør komme og spørge mig. Jeg kommer forbi den lille købmand hvor jeg går ind for at købe en flaske vand som jeg ikke for lov til at betale for men takker med thai hilsen mens jeg se på deres øjne, hvor nysgerrige de er. Landsbyen er hurtig at gå igennem og efter 10 minutter er jeg ved daglejer skuret, hvor jeg sætter mig med min flaske vand, her kommer der et par nysgerrige hundehvalpe som godt tør snakke med mig, mens de kæmper om at blive kløet mest, en mand kommer med sin lille datter og sætter sig under lysstofrøret for, at læse sin avis mens pigen på en 6 år begyndere og lege med hvalpene mens hun kredser omkring mig, uden at sige noget – hun er genert, og ser meget utilfreds ud, da jeg lang om længe rejser mig for, at gå tilbage til huset.

Tilbage i huset møder jeg en meget nedtrykt Thomas, som starter med, at siger, at han er meget ked af at jeg skulle opleve dette, Opo vil ikke gå ind og forlange en undskyldning af hendes far til Thomas og er ikke indstillet på at flytte, - hun tør sandsynligvis ikke. Thomas har derfor besluttet sig for, at forlade Opo for han vil aldrig kunne blive boende ved siden af en som har truet ham på livet med en skarpladt pistol.

Mens vi får et par sjusser tager Thomas sin ring af og den halskæde han lige har fået i fødselsdagsgave og lægger dem på bordet, vi får en lang snak om hvad fremtiden vil byder over endnu et par sjusser eller tre, vi aftaler at vi køre til Bangkok i morgen alene.

Thomas vil så blive dernede i et par dage efter jeg er taget hjem. Igen lægger Thomas sig til at sove på trappen mens jeg bliver siddende over en øl og fin tænker over en ferie som har været så god og fantastisk lige til nu, men det er ligesom, at den er blevet ødelagt nu.

Torsdag den 21.-04

Som sædvanlig vågner jeg før de andre, det første jeg lægger mærke til er, at ring og halskæden er væk fra bordet, og tænker at de må have fået det snakket igennem på ny i nattens løb, men nej for da Thomas dukker op, har han ikke ring og halskæde på. Jeg for pakket min kuffert mens Thomas render rundt og ikke kan finde ud af noget, efter en times tid går han ind til Opo og Jessika i soveværelset, lidt efter kommer han glæde strålende ud og fortæller at Opo er indstillet på at flytte fra landsbyen og vil med til Bangkok, og som sagt vi får pakket bilen men Thomas kan ikke lige sådan få ring og halskæde tilbage, hun er begyndt og drille ham, med at hun ikke ved hvor de er henne.

Vi begynder den lange tur ned mod Bangkok og køre alle 3 bilen på skift, unægtelig lidt spøjs at køre i den ”forkerte” side af vejen, vi holder flere pauser og holder blandt anden ind ved en bod der sælger friske ananas som på stedet bliver skrået i små stykker og leveret i en lille plasticpose med pinde til at spise stykkerne af.

En af de utallige boder langs vejen.

Vi kan helt tydelig mærke på trafikken, at vi nærmere os Bangkok og det bliver Opo´s tur til, at køre bilen, Thomas har ikke tålmodighed til den intense trafik i byen.

Bangkok har to vejsystemer, det gamle og den nye som er en motorvej hævet over byen på beton piller, det koster 3 kr. at benytte sig af den og de er hurtigt tjent ind når man kigger ned på en stor trafikprop under skywayen.

Vi kommer ind i centrum og finder deres faste hotel med værelser til 400 Bath – 60 kr. pr. døgn med air kondition. På hotellet får Thomas sin ring og halskæde tilbage, samtidig ser han at Opo har taget alle deres værdi genstande med, hun stoler heller ikke på sin far.

Jeg har sagt, at der er to ting jeg vil se i Bangkok, det ene er ”Red district”, det andet er ØK´s gamle hovedkontor, hvor min far sidst i 40érne lagde til med ØK´s m/s Lalandia.

Efter et forfriskende bad går vi igennem pulserende gader til skytrainen eller højbanen, og tager toget ind til Asok, ikke helt uden besvær for hverken gaderne eller skytrainen er venlige over for en klapvogn, så der bliver en masse løftene op og ned af trapper og høje kantstene.

Vi kommer op i en af gaderne i ”red district”, hvor det vrimler med turister, kønne piger og en enkel elefant unge, men ifølge Opo er det ikke det rigtige sted, vi skal et andet sted hen, men først skal vi have noget af spise. Vi finder en fiske restaurant som har en særskilt afdeling med akvarier fulde med alverdens seafood, her peger man ud hvad man vil spise, det blive så lagt i en pose og vejet af, herefter bære man selv maden over til køkkenet som tilbereder maden.

Efter et fortrinligt måltid tager vi en taxa hen til det ”rigtige” sted, ifølge Opo, umiddelbart ligner det ikke et sted af den slags steder, for hele gaden er fyldt af boder med en livlig handel, men så snart man kigger ind i husene ser man den ene go go bar efter den anden.

Uden for står der folk som prøver at lokke os ind, og de har ikke noget imod, at der kommer en pige med et barn med ind, vi finder et nogenlunde roligt sted, hvor vi sætter os ind og bestiller en gin tonic, som ikke er speciel dyr mens vi kigger på pigerne der danser bag baren og sender lange blikke ned imod os. Mens Opo er ude og gå en tur med Jessika kommer tjeneren forbi os, og lige pludselig ligger der en pakke Viraga på bordet og det begynder vi at grine højlydt af, mens tjeneren forklare, at det nu er en godt ting, for hvis man nu har fået for meget at drikke før man kommer hjem på hotellet. Thomas fortæller også, at da han skulle møde Opo første gang i Thailand, var noget af det første hun gjorde, at tage ham med på go go bar!

Opo kommer tilbage og vi forlader stedet, men kommer ikke ret langt før vi for et tilbud om at komme op en første sal og se et show, hvilket vi gør, og hvilket show, det bød på en alternativ brug af barberblade, anden mulighed for at ryge en cigaret og meget mere, men ikke noget der var specielt ophidsende, tværtimod var det en smule vammelt, men unægtelig en oplevelse.

Efter at have betalt de dyreste øl i hele Thailand finder vi en ny go go bar, efter et stykke tid fortæller Thomas mig, at Opo har besluttet sig for, at jeg ikke skal være alene den sidste nat i Thailand, og kort efter bliver jeg udsat for et sandt stormløb af en meget køn pige. De har et andet syn på mange ting i Thailand.

Fredag den 22.-04

Min sidste ferie dag starter sent, ved middags tid tager vi skytrainen ind til den ældste bydel. I skytrainen fortæller han at Opo har foreslået at de skal flytte til Krabi.

Vi kommer af toget og tager den sidste del af vejen ned til bydelen Farang og Oriental Hotel som ligger ved siden af ØK´s gamle hovedkontor med en Tug Tug, ikke en speciel god oplevelse at sidde i en knallert taxa, midt i en trafik prop, man kan virkelig mærke smoggen her!

Tug tug

Vi bliver sat af et sted, hvor ikke umiddelbart kan orientere os, og det bliver ikke bedre af at vi med samme bliver ”overfaldet” af en som vil have os ud og sejle på floden, vi spørger kort om prisen 1200 Bath for os alle, og vi vender ryggen til ham, vi skal lige have fundet ud af hvor vi er, men han forsætter til stor irritation for os, selv om vi siger senere, men hans pris falder og falder, pludselig lyder han næsten lidt panikagtig i stemmen og siger 600 Bath for 2 timer, og så slår vi til.

Vi bliver bedt om at følge efter en anden mand, som fører os op forbi indgangen til Oriental Hotel som flere gange er blevet kåret som verdens bedste hotel, og er stiftet af to danske kaptajner i 1876, den ene var ØK´s stifter H.N. Andersen, videre ned igennem deres garage, hvor den ene BMW 720i efter den anden holder med hotellets logo på siden, ned langs en smøge mellem hotellet og små skurer, hvor der blev fremstillet forskelligt til køkkenet og opvaret ris med videre, ned til en usikker bådebro, hvor longtail båden kom og ”lagde” til, efter vi er kommet på, sejler vi op af Chao Phraya langs Bangkoks gamle havne front, hvor nyt, gammelt, rigt og fattigt mødes i en stor pærevælling.

Rig og fattig mødes i en pærevælling.

Ikke alt ser lige sikkert ud.

Vi sejler ind i kanalerne, i bydelen Thon Buri som oprindelig hed Ban Kok, her sejler vi langs huse som står på pæle i kanalerne det ene mere faldefærdigt end det næste, eller mere overdådigt og rigt, en mærkelig sammen blanding, på et tidspunkt stopper båden og en lille båd kommer op siden, det er tid til at handle, vi køber et par øl og for nærmest besked om også at købe en til føreren af båden, og hun ved hvad det skal koste, men en spændende tur og vi bliver sat af foran ØK´s gamle hovedkontor fra 1901 – lidt sjovt.

ØK's gamle hovedkontor i Bangkok.

Vi finder et sted at spise og går igennem byen, falder ind på en af de få fortovs restauranter som også har deres egen souvenir bod, og her begynder vi at grine højt, for der bliver solgt T-shirt med elefant motiver på, og halvdelen har et billede af den afrikanske elefant!

Det må være sur, at komme hjem men en T-shirt, med den afrikanske elefant.

Vi tager skytrainen tilbage og lige før hotellet går vi ind og for noget at spise, Opo går ned på hotellet med Jessika, mens Thomas og jeg bliver og hænger over et par øl, jeg kan mærke at det er ved, at blive svært at slippe Thailand og Bangkok som jeg næsten ikke har set noget af. Ved 22 tiden går vi ned på hotellet, for et bad og får pakket det sidste før vi køre ud i lufthavnen, hvor der venter mig en lang flyrejse.

Bangkok.

Lørdag den 23.-04

Efter jeg har checket ind, går vi op og får en øl, siger farvel og jeg tjekker ud af Thailand, finder min flyver. I Billund bliver jeg hentet af min søster og svoger, og snart er jeg hjemme i Horsens.

Det endte heldigvis, i sidste ende med, at blive en rigtig god ferie, og jeg er ikke færdig med Thailand, jeg skal derud igen, landet byder på så mange utrolige oplevelser og meget venlige mennesker – og sammenligner man prisen for ferien med en charter rejse i højsæsonen er det lige før, det er billiger, at tage til Thailand på egen hånd!

Tirsdag den 26.-04

Jeg får en SMS fra Thomas, de har fundet et hus i Krabi som de kan leje for 3500 Bath om måneden, nok det mest fornuftige de kan gøre efter optrinet i Phrae. En SMS som jeg blev meget glad for at modtage, for sjælden har jeg set to mennesker holde så meget af hinanden.

Fredag den 29.-04.

Thomas har sendt en SMS, at nu er de på vej til Krabi med alle deres ting.