PÅMØNSTRING I SUEZ 1

Jeg havde bestilt taxien til kl. 09, for nu og være i lidt godt tid med alt det snevejr, det var jo ikke godt og vide, hvordan vejene var ned til Billund, men kom der nogen taxi kl. 09, næ, men jeg gav den nu lige et par minutter ekstra, og 5 minutter efter var den der, men kors, hvor jeg hader og stå og vente, specielt når man skal nå et skib flere tusinde kilometer væk.

Det blev en lang tur til lufthavnen, det var første gang jeg har kørt i taxi med 60 km/t hvor man må køre 80, men sikkert kom jeg til Billund.

I Billund der var dog det lille minus, at de ikke kunne tjekke mig ind til flyet i Frankfurt, men heldigvis min bagage. Flyveturen gik fint derned, på vej hen over Frankfurt var det tydeligt, at se det havde regnet meget i central Europa, floden var flere steder gået over bredden.

I Frankfurt skulle jeg finde et sted og tjekke ind til flyet, og jeg søgte og søgte men jeg bevægede mig over mod den arm, hvor jeg skulle med flyet.

1,5 time hernede er ikke ret lang tid til, at skifte fly, når man skal over i den anden ende af lufthavnen (der er 4 Km. fra den ene ende til den anden, er der en der har fortalt mig).

For at komme ind i den arm, hvor jeg skulle med på, skal man igennem et pas og sikkerheds tjek, her spurte jeg om hvor man kunne tjekke ind, men fik kun et surt svar tilbage fra en sur tysker, så jeg begyndte og gå ind mod lufthavnens centre. Langt om længe kom jeg ned til tjek ind stederne, her kunne jeg bare ikke få øje på et sted hvor det stod Luft-waffe-hansa.

Efter et par hundrede meter, fandt jeg endelig et sted - men kun for grupper rejser, nå men der var ikke andet og spørge, hvor jeg skulle henvende mig. Af en ikke sur, men venlig tysker, fik jeg at vide, at dette sted kun var for grupper, men da der ingen grupper var, kunne han godt tage mig, og så kom chokket, han kunne ikke give mig et sæde for flyet var over booket. Han anbefalede mig, at skynde mig ud til gaten, hvor de var ved og gå ombord.

Mig af sted og igennem sikkerheds kontrol - som tog en evighed - hvor jeg skulle stå med spredte ben og armene ud til siden, det eneste metal jeg havde på mig var bæltespændet og bukseknappe og et par nitter i bukserne - de er sgu følsomme de detektorer i Frankfurt, nå men videre ned af gangen igennem paskontrollen, hvor mit pas lige pludselig skulle tjekkes i alle leder og kanter, videre ned af gangen og lede efter B50, ned af en smal kældertrappe - jeg troede jeg var på vildspor, men der stod ikke adgang forbudt, rundt om nogle hjørner og pludselig var der et hav af mennesker - hurra jeg havde fundet B50 - og så blev der tid til en smøg.

Efter smøgen stillede jeg op i den ene af 3 køer, ind til det gik op for mig - skjult bag menneske mængden var informations skanken og efterfulgt af utilfredse små råb og udbrud fik jeg mast mig hen til skanken og sagde "excuse me" til damen, og hun vendte sig om, kiggede på mig og spurte så "Mr. Jensen", jeg sagde ja og fik et nyt bording card, lidt efter var jeg kommet igennem køen, ud i en bus som kørte i ca. 15 minutter før vi blev sat af ved flyveren. Her begyndte vandreturen ned igennem et Airbus 700-300 fly, forbi de lækrere brede store og med masse af benplads business class sæder, ned igennem monkey class til det alle bagerste sæde, og fik langt om længe sat mig ned, ved siden af en etiopisk kvinde.

Jeg havde fået stoppet en avis og en bog ned i lommen på sædet foran, og der gik ikke ret lang tid før den etiopiske kvinde henvendte sig til mig, og sagde et og andet uforståeligt og pegede på mig - jeg troede, at hun ville ud på gangen, men det ville hun ikke, efter et stykke tid gik det op for mig, at hun spurte mig om jeg var dansker, jeg svarede bekræftende, hun pegede ned på min avis, på en og anden måde kunne hun genkende noget dansk der.

Senere fandt jeg ud af, at hende sprog nr. 2 var italiensk, og der kommer jeg ikke ret langt, jeg når jo ingen gang at starte, så vi fik ikke snakket ret meget sammen.

Efter og have ventet i en halv times tid, begyndte flyet endeligt at bevæge sig, og efter et kvarter kørsel lettede vi og satte kursen mod Trieste for at dreje ned mod Cairo.

Da vi var kommet op i flyve højden begynde de og rumstere ud i kabyssen, og jeg begyndte bare og kunne lugte mad, jeg var hunde sulten, men hvad er det nu lige der sker når sidder bagerst i flyveren, man er den sidste der for mad, og når to stewardesser skal betjene 250 andre passagerer først - så går der sgu lang tid før det bliver ens tur !

Vi fik et og andet skært oksekød med lidt pasta og salat til, ikke noget og råbe hurra for, men det gik.

Ellers fik jeg læst lidt i avisen, små sovet lidt og hørt lidt musik, mens stewardesserne konstant stødte ind i mig når de gik forbi, det er jo ikke lige frem plads på Monkyclass luftwaffe er berømt for - godt min røv ikke er større, for så ville jeg få et problem i de fly.

Da vi kunne se Cairo fra luften kom der lige en bemærkning fra den etiopiske kvinde "Cairo nice city", så lidt engelsk kunne hun da, men det var vist også det hele.

Vi kom ned i et helt stykke selv om flyveren rystede temmelig meget, heldigvis skulle den vider til Abdis Ababa så ikke alle skulle af, jeg fik skiftet til min nye vindjakke, før jeg bevægede mig igennem flyet for endnu engang kigge misundeligt på business class, og gik ud i den mest tavlige lufthavn jeg nogen sinde har set.

Det er godt nok den mest slidte og kedelige lufthavn jeg nogen sinde har bevæget mig igennem, bortset fra flere maskinpistol bevæbnede vagter var der ikke meget og se på - men det så jeg også i Frankfurt.

Efter et par 100 meters gang, kunne jeg se en mand som holder et Maersk/Sealand skilt, ham henvender jeg mig til, og nu små løber vi det sidste stykke ned til paskontrollen, hvor han beder om mit pas, og begynder og udfylde et stykke papir, klister frimærker ind i passet, hen i den korteste kø, her får pas kontrollen mit pas og kigger indgående på mig og nikker, manden beder mig om og hente min bagage, så skulle han nok vente på mit pas.

Henne ved bagage båndet er der et langt bord, hvor en flok tolder er ved og splitte folks bagage ad, og jeg tænker bare kors, skal jeg også igennem den tur, og så med 8 DVD'er og en flok danske aviser, her iblandt et eksemplar af Ekstra Bladet, med en side 9 pige, og i et muslimsk land.

Efter jeg har fået fat i min taske går jeg manden i møde, og vi stormer mod udgangen mens han giver mig mit pas og spørger om jeg har noget og fortolde, jeg svare nej, og vi går forbi to toldere - ikke noget med rød og grøn udgang her - ud i den små lune aften med 21 graders varme.

Over vejen og ned på en stor parkerings plads, hvor der holder en bil med et lille Maersk/Sealand klistermærke på, og jeg bliver overgivet til en chauffør, som det meste af tiden knækkede stinkende solsikkekærner med tænderne.

Først skulle vi hen på et hotel og hente to andre som også skal med til Port Said.

Hvis det ikke var fordi, jeg var blevet advaret på forhånd om egypters køre ene skaber, havde jeg nok skreget i vilden sky, hvis der findes nogen køre skole i det land, lærer de ikke andet end at blinke ned lyset, bruge hornet flittigt, trykke speederen i bund og genere andre bilister, måske derfor at vejene nogle steder udstyret med nogle store bum, som vil smadder bilen, hvis man kørte over dem med mere end 20 km/h. Vi kom helskindet - minus mine nerver - til et flot hotel, hvor han smed bilen, så han mindst spærrede for tre andre biler, hoppede ud og strøg ind på hotellet, et kvarters tid efter kom han ud igen, og kørte næsten ind i siden på en bus, fordi den kom hen foran hoved indgangen før ham, efter 5 minutter med blinkende lygter og godt brug af hornet, gav han op - bussen flyttede sig ikke ! Lidt efter kom de to andre ud, og fik deres bagage ind i bilen, og over stok og sten startede turen mod Port Said i et vanvittigt tempo med slukkede lygter igennem Cairo, først efter gade belysningen var væk, blev parkeringslyset tændt og speederen trykket i bund. Når man skal overhale starter man med at blinke med det lange lys, herefter trykker man hornet i bund og overhaler til den side hvor der er mest plads.

Efter små to timers kørsel holder vi ind til et slags cafeteria med servering og får en cola og en flaske vand, mens et fjernsyn i baggrunden larmer med den egyptiske hitliste som bruger den samme kedelige rytme som alle andre steder.

Efter en pause på små tyve minutter køre vi vider, på et tidspunkt drejer vi 90 grader og køre langs kanalen og under den nye bro som lige er blevet færdig over kanalen - som er den eneste faste forbindelse - for til sidst og ende i Port Said, hvor vi køre igennem flere kontrolposter med bevæbnede soldater, som står klar til og skyde eller rulle vejspærringen ud med nogle ret alvorlige pigge på, samtidigt begynder vores chauffør og køre næsten pænt - mon der er andre regler i Port Said ?

Lidt efter holder han ind til siden over for Maersk/Sealand kontoret som ligger på første sal i en forretnings/beboelse ejendom.

Vi kom op på et noget kedeligt indrettet kontor, hvor der sad et par personer og snakkede, den ene ("papir" manden) bad straks om vores pas, og begyndte og udfylde en lang række papirer, i mellem tiden vi fik tilbudt en stol.

Lidt efter tilbød den ene at logge på nettet på af deres Pc'er så vi kunne surfe lidt, samtidigt spurte jeg om vi kunne få noget og spise, og uha ingen problemer her, han fandt straks et menu kort på engelsk fra en nærliggende sandwich bar. Her jeg valgte en med kylling, og han spurte om jeg nu også var sikker på det var nok, om jeg ikke heller ville have to og nogle pomfritter, jo det kunne da godt være en god ide, og chaufføren blev sendt ned for, at hente maden.

Men jeg sad og spise, fik vi og vide at vi skulle over på politi stationen, så jeg måtte pænt lade min sidste sandwich blive liggende (de var gode).

Vi blev fuldt ned af opgangen og ud på gaden mens vi halsede efter "papir" manden.

Midt ude på gaden var der nogle børn sammen med deres far og mor som pludselig råber efter mig, og spørger om hvad jeg hedder, jeg svare Finn, og får deres navne - som jeg ikke kan huske og sikkert heller ikke stave til - og så giver knægten hånd, og det overraskende var, de to piger vil også gi' hånd og det gør vi så, her kan jeg bare ikke lade være med og tænke på tyrkerne der næsten er overbeviste om, at hvis deres døtre kommer til og rører ved en fremmed mand, så er de næsten blevet gravide, men en lille sjov oplevelse var det.

Vi forsætter med og halse efter "papir" manden, drejer om et par hjørne og pludselig er vi der, ikke noget at tage fejl af med alle de svært bevæbnede betjente som stod uden for stationen. Han forsætter med og små løbe ind på stationen - de må kende ham - op af trappen, siger lige til os at vi skal sætte os ned, før han forsvinder ind på et kontor, vi bliver bænket på en halvrund læder betrukket bænk som ikke har været trukket om siden englænderne forlod landet, med udsyn ind til et kontor, hvor "papir" manden har sat sig ved et skrivebord med ryggen til os.

Her for vi lov til og sidde i en lille halv times tids, før han kommer ud og henter os, og i skab trav går det tilbage til kontoret, hvor vi forsætter med at surfe, kigge på hinandens hjemmesider, og overvejer om vi skal sætte en af Pc'erne op til og starte op på Ekstra Bladets side 9 pige, eller om vi bare skal lægge hende ind som wallpaper, men fornuften sejrede til sidst, det ville nok ikke være populært for at sige det mildt !

Efter nogle timers venten skal vi ned til kanalen, et lille stykke fra kontoret skal vi med en lille færge, hvor bilerne er parkeret så tæt, at det er nærmest umuligt at komme ud. Efter færgen køre vi forbi flere flotte moskéer oplyst af grønt neonlys, og jeg spørger om der er nogen speciel grund til, at det er grønt lys, med der er der ikke da chaufføren endelig havde forstået mit spørgsmål.

Efter yderligere 10 minutters kørsel kører vi igennem gaten ind til kanal området. Gaten bestod af en bom, en vagtpost og et bål, hvis det ikke havde været på grund af bålet, havde man ikke set bommen før man havde ramt den.

Bilerne bliver parkeret, og vi tager vores bagage og går med til en lille båd som skal sejle os ud til skibet når det kommer, men der går næsten 1,5 time før det sker. I mellem tiden snakker vi med agenten som er ret vestligt i hans holdninger, han fortæller blandt andet, at Mærsk betaler 10 mio. US$ om måneden, for et skib som vores koster det ca. 300.000 US$ at sejle igennem kanalen, at kanalen giver et årligt overskud på 2 mia. US$ som ikke går i statskassen, men i præsidentens lomme !!!! at Mærsk er ved og bygge en mega stor terminal et par sømil væk fra, hvor vi stod - vi kunne se lyset - som bliver indrettet til næste generations container skibe, her taler vi sikkert om 12.000 Teu skibene som ligger på tegnebordet, det er dobbelt størrelse af Katrine.

Langt om længe lægger vi fra kaj og sejler Katrine i møde, og jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være og stå på, for Katrine sænker ikke farten når jeg skal på, og den sejler ca. 12 knob eller ca. tyve km/h, stille og roligt nærmer vi os Katrine som sænker landgangen ned, og lige pludselig er den ud fra mig, og lige et stor skridt over og jeg står på landgangen og får rakt min taske over og begynder og gå op.

I sidegangen møder jeg overstyrmanden Nikolaj som byder velkommen ombord, jeg forsætter ind på A-dækket og tager elevatoren op til F, for sat min bagage uden for kammeret, og forsætter op broen og for sagt davs til skipper, vider ned i kontrol rummet, og hilser på Leif - den anden maskinchef - som bliver glad for, at se mig - det gør man jo altid når ens afløser kommer - vi for små snakket lidt, og bliver enige om, at jeg skal gå op og sove på sofaen i nogle timer før vi forsætter snakken, og det gør jeg så. Efter Great Bitter Lake tager jeg over og Leif gør sig klar til, at stå af skibet ved byen Suez, og nu går turen mod Tanjung Pelepas.

Slut put finish finale.