PÅMØNSTRING I SUEZ 2

 

 

1.del – Rejsen til Cairo

 

På det modbydelige tidspunkt til klokken 05.45 ringede mit vækkeur, søvnigt væltede jeg ud af sengen, fik tøjet ret sjusket på, men hvad, der ville jo ikke være nogle der så mig, Tine tog til Århus i går.

Nedenunder invadere jeg toilettet – nu glæder jeg mig til at få toilet på 2.salen når jeg engang kommer hjem igen.

Jeg får lavet kaffe og sætter mig foran Pc’en og prøver at vågne, med en sidste bjesk i lang tid – det lykkes lidt efter lidt.

Efter et forfriskende bad, får jeg pakket det sidste, ryddet det sidste op, ringet efter en taxi.

Jeg går et smut ned i gården for at kigge til blomsterne og alle de spirende frø i et herligt solskin som bare siger til en, sæt dig ned i stolen og nyd livet, mens jeg prøver og glemme alt om skvalder kålen som skyder op i den anden del af gården men en sådan livskraft, at man tror det er løgn, med en total ligegyldighed over for mine bekæmpelses forsøg – men jeg vender stærkt tilbage !

Jeg får slæbt bagagen ned til en ventende taxi som punktligt er ankommet til tiden og beder om, at blive kørt til Billund.

Jeg tror det er den fedeste taxi chauffør jeg nogen sinde har kørt med, han trækker vejret for hver tre ord han siger og alligevel bliver ordrerne spyttet ud af hans fede mund, i mit stille sind håber jeg bare på, at han ikke høre til de mest snakkende chauffør i branchen for det bliver sgu ikke til, at holde ud i de 50 minutter det tager at køre til Billund – heldigvis fik jeg ret.

 

I Billund går jeg ind på Maersk air kontoret for, at hente min billet, mens jeg tjekker billetten er der en anden som får udleveret en billet som er udstyret med en bulb der vil frem i verden (sømandsudtryk for en ølmave). Den venlige dame bag skranken gør os opmærksom på, at vi skal samme sted hen, jeg spørger om han skal ud og sejle – og det skal han, men bare ikke på samme skib som mig.

Vi falder i snak men vi checker ind og følges op til sikkerheds kontrollen, hvor jeg først går igennem, mens jeg samler mine ting op fra rulle båndet vågner kontrollen op, på deres skærm kan jeg se et tydeligt omrids af en saks, mens de snakker lidt og jeg tænker sikke da et fjols, det burde han da vide, at man ikke skal have en saks i håndbagagen. Men han får sgu lov til, at gå igennem !

 

Efter at jeg har været rundt og gøre mine indkøb i lufthavnen, ringet og snakket med Tine, køber jeg en kop kaffe og et rundstykke, sætter mig ved hans bord, hvor vi snakker videre. Han fortæller, at han ikke har været ude i halvandet år, for han havde en opdaget blod i afføringen og de kære læger havde fundet en knude i endetarmen.

Efter han havde fået oplyst de forskellige procent satser med liv og død, havde han valgt og få pose på maven, derfor havde han også sig lager af poser og tilbehør med i håndbagagen inkl. saksen.

Jeg fortalte ham så om sikkerhedskontrollen i Frankfurt hvor vi skulle mellemlande nok ikke var så venlige som her, men det mente han nu ikke var et problem.

Nu var han mest spændt på om det kunne lade sig gøre og arbejde med pose på maven, for den blev holdt fast med lim, og kunne den lim nu holde til de høje temperaturer som er i maskinen på de varme steder i verden.

Efter lidt mere snak bevægede vi os ned mod gaten mens jeg lige fik hilst på Tine igen, efter lidt venten kunne vi går ombord på flyveren som havde reklame på siden ”Stjerne for en aften” lidt sjovt på en Maersk flyver !

 

Flyver var indrettet til charter ture, der var ikke Business Class og sæderne stod bare tæt, men til og overleve for der var ikke mange med.

Vi fik serveret en sandwich som var tålelig, jeg nappede en øl, faldt i søvn og vågnede igen under indflyvningen til Frankfurt i en kraftig turbulens.

 

I Frankfurt store lufthavn skulle vi finde vores gate, og hvis man ikke har været her før kommer man på lidt af en opgave, for at finde tunnelen som er genvejen over til oversøiske flyvninger. Deres skiltninger er ikke specielt gode, men jeg fandt den igen, fik oplevet lysshowet i alle regnbuens farver i tunnelen, her har tyskerne været lidt smarte, for når man køre bagage vognen op det rullende fortov bliver den låst fast – så nul race her !

Vi fandt vores gate, her blev jeg spurt om jeg kunne få øje på en kaptajn som han skulle mønstre med. Der blev kigget og kigget mens vi fik en lille fadøl og jeg pulset smøger, for at opbygge nikotin lageret i kroppen, SMS’et lidt med Tine. Men ingen uden for lignede en typisk kaptajn fra Ærø.

Lidt efter checkede vi ind og stillede os op og begyndte at kigge igen, vi fik hurtigt pejlet os ind på to muligheder, han sagde så, ”at ham der over var det bedste bud, for han har en lige så stor bulb som mig”.

Den mulige person sad også kiggede sig omkring, men ledte jo kun efter en person. Lidt efter rejste han sig op og gik over mod avisreolen som var ved siden af os, han blev så spurt og ganske rigtigt det var hans skipper, som straks spurte hvem jeg så var, med en tydelig undertone af ”er der noget jeg ikke er blevet informeret om”. Jeg kunne så berolige ham med, at jeg hørte til et andet rederi.

Lidt efter gik vi ind i en ny Luftwaffe flyver, en Airbus et og andet, igen forbi de lækker brede Business Class sæder, videre ind på monkey class, hvor jeg til min skræk opdagede at jeg ikke havde fået en gangplads – fandens også !

Jeg fik kantet mig ind på mit sæde, hvor jeg til min store forbløffelse opdagede, at der var lidt mere benplads end normalt i Luftwaffes flyver. Noget nyt var også, at der i ryggen på sædet foran var monteret en lille fjernsyns skærm med tilhørende fjernbetjening, og mulighed for at vælge imellem 3 film og et par naturfilm – herligt. Indbygget i fjernbetjeningen er der også telefon, så det er bare og stikke kreditkortet i, og man kan ringe hjem fra 10 km. højde – så bliver det bare et spørgsmål om, at kunne betale bagefter.

På vejen derned kunne vi vælge imellem en fiske og kylling ret, jeg valgte kyllingen som smagte godt – og var varm !, fik en øl til så lidt film, små sov lidt i de 4,5 timer turen tog.

I Cairo var der en let sandstorm og man kunne ikke se ret meget ud af vinduerne, slet ikke når man skulle kigge imellem 3 andre personer, jeg havde eller håbet på, at få et glimt af pyramiderne.

Landingen høre til en af de bedste jeg har oplevet, jeg var først klar over at vi var landet da flyet begyndt og bremse – godt klaret luftwaffe pilot – eller computer. Lidt efter var flyet taxiet på plads og vi begyndte og gå ud.

 

 

2. Del – Hotellet

 

Det er modsætningerne der mødes når man træder ind i Cairo lufthavn, efter at have været i Billund og Frankfurt. Den er lille, slidt, beskidt, grim, grå, uvedligeholdt, en lille toldfri afdeling med de mest nødvendige varer, til gengæld kan man købe sit nye køleskab og andre hårde hvidevare her i en og anden usmagelig form og farve. Efter hvad jeg har kunnet forstå, er det Dollars butikker som mest er kendt fra det gamle Østeuropa.

 

Mens jeg forsætter ned mod tolden går jeg forbi de samme to maskinpistol bevæbnede vagter som også stod der for 15 uger siden. Mon de skal stå for sikkerheden ?, som forekommer ret latterligt når man kommer andet sted fra, og ser hvordan lokale kan vade ud og ind bag tolden og paskontrollen.

Den samme mand som tog mig sidst står med sit Maersk – Sealand skilt i hånden og tager imod mig, han stikker mig et lille bundt en dollars sedlerne og siger jeg skal gå over og købe mine frimærker, til at sætte ind i passet og stille mig op i køen ved paskontrollen.

Jeg går over for at købe mine frimærker, her bliver doller sedlerne grådigt revet ud af hånden på mig, et par frimærker revet af et ark som jeg klister ind i passet, mens jeg stiller mig op i køen som hurtigt skrider frem. Gennem en lille luge bliver passet rykket ud af min hånd, gnasket og bang bliver der knaldet et stempel i, endnu før jeg har fået passet i hånden sender manden mig et blik ”står du her endnu”.

 

Nu står der kun et toilet besøg i hovedet på mig, ind på et ikke særligt pænt toilet, nå men jeg skal kun tisse. Jeg har knapt nok fået stillet mig før det dukker en knægt op, som giver mig en halv meter toilet papir i hånden, så jeg kan tørre mig på behørig vis, jeg tænker fandens også, nu bliver jeg jo nødt til og give drikkepenge, efter jeg er færdig finder jeg en 1 doller seddel frem som straks forsvinder ned i hans lomme mens han takker mange gange.

 

Jeg får fat i min bagage og bevæger mig hen til min kontaktmand, som står med en kvinde og et barn. Han tager min taske og sætter op på en vogn med kvindens bagage. Jeg undre mig lidt, nå ja det nok kone og barn til en anden sømand, men hun snakker ikke dansk og det lød som om hun svarede på hollandsk, lidt efter kom hendes mand og et ældre ægtepar som bare snakkede løs, nå men jeg fulgte med strømmen, sammen med de andre bliver jeg losset ud igennem tolden, forhallen og ud i det fri til en bus med hotel reklamer på. Jeg spørger så manden om jeg ikke skal til Port Said – det ved han ikke noget om, han kommer fra hotellet og skulle bare sørge for at jeg kom til hotellet. Lige bag efter ser jeg, at den ældre mand diskret stikker hotelmanden et lille bundt penge – fint tænker jeg, så bliver jeg da fri.

 

Inde i bussen henvender den hollandske mand sig til mig, og spørger om hvad jeg skal i Cairo, jeg fortæller, at jeg skal vider til kanalen og på et containerskib i nat, og ikke rigtigt kan forstå at jeg skal på hotel. Han fortæller at han og hans familie skal ned og besøge hans forældre og være der i 14 dage.

Vi køre op foran hotellet, hvor der straks springer en flok mennesker ud for, at tage i mod vores bagage, vi går ind igennem en metaldetektor – som hyler som bare pokker da jeg går igennem - flankeret af et par bevæbnede vagter og alle tror vi høre sammen og mandens far deler gladelig drikkepenge ud til højre og venstre mens han leger verdens mand, igen tænker jeg - så bliver jeg fri.

 

Vores bagage bliver stillet ved siden af indgangsdøren og vi bliver dirigeret hen til receptionen, hvor det hollandske par først tjekker ind. Da jeg tjekker ind, får jeg og vide, at jeg bliver hentet i aften kl. 23.30. Jeg får mit nøglekort og går hen efter min bagage, men der er ingen bagage hvor jeg så den sidst – hjælp – tænker jeg bare og for spurt mig for, folkene ved døren begynder og se panikslangende ud, indtil jeg siger, at jeg kom sammen med en hollandsk familie, 8 meter derfra stod min taske på en halv lukket bagage vogn sammen de andres, og straks var alle glade.

 

Jeg blev fuldt op til mit værelse, hvor jeg igen skulle give drikkepenge – for anden gang i dag – nå men så’en er det jo, men så blev der også rundvisning på værelset, fjernsynet blev tændt, instruktion i fjernbetjeningen, alt sammen for den nette sum af 2 dollars, som sikkert er alt for meget.

Værelset var stort, flot og med stort badeværelse, to brede senge 2 bløde stole med fod skammel, skrivebord og et lille sofabord, nok det største hotelværelse jeg har boet på til dato.

Men nu var jeg blevet tørstig, og jeg havde fået spottet hotel baren i forhallen på trods af alt bagage forvirringen. Her fik jeg kapret en barstol uden større besvær for jeg var den eneste i baren, bestilte en øl som blev præsenteret som en lokal brygget Stella, den godkendte jeg og der blev hældt op, et lille fad dukkede op med forskelligt snacks på – tilfældigt meget salte snacks – man må gerne blive tørstig af at drikke her.

Efter øllet var det badetid, der er nu ikke noget så godt som et bad efter en lang fly rejse.

 

Jeg var knap nok kommet i tøjet før telefon ringede, i en dårlig forbindelse og på gebrokken engelske blev jeg oplyst om – eller hvad jeg kunne tolke som – at jeg først vil blive hentet i morgen kl. 20.30, herefter blev forbindelsen afbrudt, jeg stod bare og kiggede på røret, prøvede og finde ud af om jeg havde hørt rigtigt.

Efter lidt SMS med Tine, tjekker hun schedulen på nettet – her er der ingen ændringer, og Tine prøver og ringe mig op på hotellet uden held, til sidst overgiver jeg mig og tager mobilen i brug til Danmark, vi får en lille hurtig sludder og jeg siger, at jeg heller må prøve og tjekke op det her ! og vi siger sødt farvel til hinanden.

Nede i receptionen kender de ikke til noget, og er det i hele taget ret uforskammede. Jeg går op igen og finder mine telefon nummer frem på diverse kontakt personer i Ægypten, der er ingen der tager telefonen nogen steder, hverken fast net eller mobil, og det ene nummer er endda forkert, så der er kun en mulighed tilbage – København. Jeg for ringet til Esplanaden, får nummeret til vagten i skibspersonel og hurra han er hjemme – det skal han også være - og lover og finde ud af om Katrine er forsinket. 20 minutter efter ringer jeg tilbage og for bekræftet af skibet er et døgn forsinket, fint tænker jeg, nu skal jeg se pyramider men først noget at spise.

 

Den første restaurant jeg går ind på er fuld optaget af et rejseselskab, i stedet vælger jeg den libanesiske/indiske, hvor jeg for et bord i det næsten tomme lokale, bestiller en flaske vand og en halv flaske rødvin, efter en grundig gennemgang af menu kortet vælger jeg en salat, en grill ret med 3 slags kød og pomfritter til – alternativet var pasta – tjeneren spørger om jeg ikke også vil prøve noget indisk mad, men takker nej mens jeg spekulere på, hvor store retterne er. Der var ikke noget og være bange for, jeg fik serveret en stor skål blandet salat i en olie eddike dressing med masse af brød til, der manglede heller ikke noget på hovedretten, som var stærkt krydret og smagte godt.

Til dessert fik jeg en kop sød tyrkisk kaffe, som var kogt i en lille kobberkande som tjeneren hældte op af ved bordet, hertil var der sukker, stødt anis, solsikkekerne og et og andet ukendt. Jeg kiggede og lugte meget til den anis, da jeg havde drukket halvdelen af kaffen prøvede jeg så og drysse lidt i, men pøj, det var ingen succes og speciel ikke efter sidste tår, hvor jeg fik det meste af kaffegrumset ind i munden.

Alt i alt et godt måltid, med en fortræffelig servering og holdt så lige fast den regning jeg skrev under på lød på ca. 150 Dkr.

 

Efter den sene aftensmaden går jeg lidt rundt på hotel området, bygningen er u formet og i midten af u’et ligger et stort svømmebassin med advarsler skilte om, at efter kl. 19.00 vil der ikke være livredder tilstede og badning vil være på eget ansvar. Rundt om er der border og stole med servering af mad og drikke, et sted står en harmonika spiller og underholder, i forhallen er der gang i et koncert flygel.

Jeg for bevægede mig ned i det fjerneste hjørne og ned i kælderen, hvor der er kasino, der var ikke andre kunder for alle fløj op og stille sig til rette ved deres spilleborde, jeg skyndte mig nu og gå igen.

I et andet hjørne ligger en lille souvenir butik, hvor jeg købte et kort over Cairo som jeg tog med op på værelset og foldede ud, hm et 3d kort var nu ikke hvad jeg havde tænkt mig. Jeg begynder og studere kortet, og der er mange spændende ting, men vigtigst af alt, jeg kunne ikke finde hotellet, kun bydelen og der var ingen målestok. Udover pyramiderne er steder som De dødes by, gamle Cairo, det historiske museum, akvædukten, den hængende kirke osv.

Men det var også sengetid, og jeg i seng med tankerne om, at finde et bedre kort i morgen – godnat.

 

Næste morgen gik jeg ned for at spise morgenmad (det er rigtigt Tine !). Her fik jeg et bord og blev spurt om mit værelse nummer. Der var to buffeter, en med brød den anden med æg og frugt m.v.,

Jeg tog bare for mig af retterne fra begge steder, da jeg var færdig rejste jeg mig og gik, men ikke ret langt for en tjener løb efter mig. Jeg skulle skam skrive under på en regning, jeg blev spurt om, hvilken buffet jeg havde taget fra, og svarede fra begge, så jeg måtte skriver under på to gange morgenmad – godt rederiet betaler !

 

Efter morgenmaden gik jeg en tur rundt om hotellet, hvor flere vagter stod med automat våben – jo der bliver skam passet på os !

Lige uden for er der en lille række forretninger, jeg var så uforsigtig at kigge ind af et vindue, for straks stod der en mand og ville have mig indenfor, og øjeblikket efter befandt jeg inde i forretningen, hvor jeg blev præsenteret for alt imellem himmel og jord, til hans store skuffelse nøjes jeg med, at købe et kort over Cairo. For at kunne slippe ud igen, måtte jeg højt og helligt love og komme tilbage før jeg forlod Cairo.

 

Tilbage på værelse foldede jeg mit nye kort ud, og gud faders bevares og Muhammad med, det er godt nok en plantegning over byen, men kun ganske få gadenavn er på, intet målestok forhold, undergrund stationerne var ikke på selvom der var et fint oversigts kort med. Jeg opgiver og lave min egen tur med offentlige transportmidler. I stedet pakker jeg min taske, gemmer lidt ekstra penge i den ene sko og ellers fordele resten af mine penge forskellige steder i mit tøj. Jeg vil gå ned og bestille en taxa til pyramiderne, nede ved hotellets indgang spørger jeg, hvad en taxa ca. koster, men så for jeg et andet forslag.

 

 

3. del – Papyrus

 

Jeg bliver spurgt om hvor lang tid, jeg vil bruge på en udflugt, jeg svarer max. 5 timer, for jeg vil helst være tilbage på hotellet ved 4 tiden for en god ordens skyld, men ved aldrig hvornår de har tænkt og hente mig. Jeg får et tilbud om en tur med chauffør/guide i 5 timer til 120 EGP – 1 EGP = 1,15 Dkr. som vil inkludere et besøg ved en papyrus forretning, pyramiderne og det nationale museum.

Jeg gentager, 120 EGP et par gange, og ser sandsynligvis lidt mistænksom ud i ansigtet men manden siger ja. Det er jo næsten for godt til at være sandt, jeg bruger ikke ret lang tid, på at tænke mig om, før jeg slår til.

2 minutter efter er der kørt en mindre jeep lignende bil op foran hotellets indgang, døren til bagsædet bliver åbnet og jeg sætter mig ind.

Efter vi har rundet det første hjørne stopper chaufføren og spørger mig om jeg ikke vil om på forsædet at sidde, hvilket jeg siger ja til, men jeg kan ikke åbne døren inden fra, så han må pænt stå ud af bilen og lukke mig ud, så jeg kan komme om på forsædet.

 

Han præsentere sig som Demetrys og jeg præsentere mig selv, han spørger lidt til hvem jeg er, om jeg er turist her m.v. Jeg fortæller ham historien om hvorfor jeg her, at skibet er blevet forsinket, at jeg vil benytte mig af min uventede halve fridag til at se pyramiderne, i stedet for at sidde og kukkelure inde på hotellet.

Han begynder og fortælle lidt om Ægypten og Cairo, at der bor 70 millioner i landet heraf er de 25 millioner kristene, - hvilket overrasker mig lidt, jeg var ikke klar over at det var så mange. Han lægger meget vægt på, at de ikke i dagligdagen mærker noget til deres tro forskelle og i øvrigt fungere fint sammen i fritid og på arbejde. Han fortæller at han er kristen og viser mig sit kristen tegn, som er en tatovering af et kors på indersiden af hans højre håndled, og en lille figur af Jesus på korset i hans nøgleknippel. Han spørger ikke til min religion, det tager han åbenbart som en selvfølge at jeg er kristen. At der bor (tror jeg nok) 13 millioner i Cairo og at der er 4,2 millioner biler i byen, hvilket er alt for mange efter hans mening, at trafikken er meget fredelig i dag, for fredag er helligdag for muslimerne, de skal igennem deres fredags bøn.

 

Lidt efter begynder vi at køre forbi en lang mur, han fortæller at her holder en del af militæret til og muren er 7 km lang, for hver 200 meter er der er vagttårn hvor man tydelig ser en riffel bevæbnet soldat stå og holde udkig mens han sikkert keder sig. Vi forsætter mens han peger over mod nogle træer og spørge om jeg kender mango frugten, om jeg kan lide den, hvilket jeg kun kan svare bekræftende på. Lidt efter dukker der noget slum op på venstre side, det ligner mest af alt en bydel hvor en kæmpe har slået en le hen over bygningerne så de kun står tilbage i halvanden etage, det eneste der bryder billedet er de tårne som skyder op i slummet fra moskeerne. Han fortæller at bydelen hedder De dødes by, at der bor 60.000 – i Horsens bor der 57.000 -, at der kun bor muslimer og at de er meget fattige – jeg tænkte bare på, at jeg i går aftes syntes at det lød som et spændende sted...............

 

Lidt efter køre vi forbi Muhamed-Ali moskeen som er byens største. Den ligger oppe på en bakke top, hvilket også er med til at gøre, at den ser meget stor og imponerende ud med dens store kupler og to meget høje slanke tårne.

Et lille stykke tid efter holder han ind til siden og peger lige ud og spørger om jeg kan se det, jeg kan nu ikke se noget specielt men lige pludseligt midt i varme disen for jeg øje på pyramiderne ude i horisonten, jeg spørger ham om hvor langt de er væk, og han mener at der ca. 10 km. og spørger om jeg ikke syntes det er imponerende at de kan se så langt væk fra, jeg giver ham ret, mens jeg tænker – godt jeg droppede den tanke om at gå der ud, for så havde jeg aldrig fået pyramiderne at se !

 

 

Vi krydser Nilen og køre ind i Giza som byen hedder på den anden side, han fortæller at vi snart er ved papyrus forretningen og at vi skal sige at jeg er luft kaptajn, for så vil jeg automatisk få 40% i rabat, når jeg køber noget – jeg bed ikke mærke i, at han sagde ”når jeg køber” før efter besøget. Nu begyndte han og spørge om jeg skulle være luft kaptajn i KLM eller Luftwaffe, indtil han kommer i tanke om, at jeg er dansker og siger ”vi siger du er luft kaptajn i Danish air lines” jamen siger jeg det er der ikke noget der hedder, det betyder ikke noget siger han, vi skal bare sørge for at du for 40 % rabat det kan vi lige så godt benytte os af, og det vil der dumt ikke at gøre det, syntes du ikke, jeg trækker bare lidt på skulderen – jo lad mig dog lege med.

 

Lidt efter stopper vi uden for ”Pyramids Papyrus Institute” – sikke et imponerende navn – vi går ned af en udendørs trappe og ind i et mørkt lokale, kort efter bliver lyset tændt, jeg ser, at jeg er kommet ind i hvad man nærmest kan kalde et papyrus galleri med priser på varerne – ikke noget der så vandvittigt dyrt ud. I to af hjørnerne er der arbejdsborde med to vand baljer, en bog presser, en stor vase med nogle grønne grene i. I det tredje hjørne sidder der 3 kvinder bag en høj disk, hvor der også ligger et større lager papyruser.

En mand stiller sig op og begynder og fortælle om papyrus, at det de har i forretningen ikke er gammel papyrus men nyt, de gamle skal jeg se på deres nationale museum.

Han begynder og fortælle om hvordan man fremstiller papyrus, mens han tager en af de grønne grene fra vasen som han skræller med en kniv, inden under det grønne er grenen hvid, han deler grenen, skære den i tynde strimler som bliver langt i en af vand baljerne, her skal de ligge i 14 dage for, at nedsætte indholdet af et og andet som jeg ikke kan huske. Op af den anden balje tager han et par strimler, som er blevet brune og slimede af opholdet i vandet hvor man også tydeligt kan se de meget lange fibre papyrusen består af. Han dem slår på med en træ hammer og de bliver rullet med en ”kagerulle” for at gøre dem tynde og bredere, nu er de så klar til at blive lagt sammen til et ark, det bliver de på kryds og tværs oven på et klæde som skal suge fugten til sig, der bliver lagt et klæde oven på og nu skal det hele presses i nogle dage, hvorefter arket skal hænges op og tørre, før man kan begynder at male eller skrive på det.

Han snakkede utroligt hurtigt men i et klart og enkel engelske der gjorde det muligt at følge med. Efter demonstration begynder han og fortælle nogle af de historier som er malet på de papyruser som hænger på væggen og er til salg, og lige med et spørger han om jeg ikke vi have en kop ægyptisk te med friske mynte blade i, og letter forvirret oven på hans hurtige snak, siger jeg ja tak, et øjeblik efter er han tilbage byder en smøg og spørger lidt til mig og begynder på sin salgstale, samtidigt dukker Demetrys op og siger at ”nu skal han huske at jeg er luft kaptajn og skal have 40% rabat”, det syntes kun at have en effekt på manden – sælgeren kommer endnu mere op i ham og han kan nærmest ikke stoppe igen, nu begyndte han også med at han vil være ekstra gavmild over for mig, fordi jeg var dagens første kunde og at danskerne jo er nogle rigtig flinke og rare mennesker. Nu havde jeg besluttet mig til, at købe en enkel papyrus men da jeg ikke rigtigt kan beslutte mig for hvilket jeg vil have og manden opfatter det som om at jeg tvivler på om jeg vil købe noget kommer prisen lige pludselig lidt mere ned og oven i vil jeg på nogle kunne få mit navn malet med skrifttegn, og denne kan jeg få skrevet min kones og mit navn på, maleriet betyder lykke i ægteskabet osv. Lang om længe overgav jeg mig og pegede på en, straks røg den ud af rammen og hen i hjørnet til kvinderne som skulle male navne på efter små papir lapper, som jeg havde skrevet Finn og Tine på. Jeg fik tilbudt en smøg mere mens salgstalen begyndte igen, nu var jeg så uforsigtig og spørge om jeg måtte tage et fotografi af de store papyruser – det måtte jeg gerne, det endte med at jeg fik en mindre udgave af denne tegning med hjem, men det var sgu ikke nok for ham, så han forsatte trods mine afvisninger og forsatte med, at jeg var dagens første kunde og han var i godt humør i dag osv., det hele endte med at jeg fik et mere til 30% (plus de 40%) af prisen samt et gratis med oveni og lidt flere smøger – nu indstillede han stormen imod mig og gik ned i vindstyrke 3 og gik med til, at jeg kunne betale.

 

 

Jeg kunne ikke betale i forretningen for deres telefonforbindelse var gået ned, vi måtte ud og finde en automat hvor jeg kunne lave penge. Vi satte os ind i bilen og kørte hen til et hotel i nærheden, hvor vi kom igennem sikkerhedstjekket med detektorer og bevæbnede vagter, hen til automaten som selvfølgelig ikke virkede de to første gange, - det var helt tydeligt noget han ikke kunne lide at se det, sæt nu at jeg ikke kunne betale – jeg syntes at det var sjovt - men så kom der penge og manden blev glad.

På vejen tilbage spørger han Demetrys om han skal i kirke i morgen, og det skulle han og jeg blev spurt om vi holdte påske, jo det havde vi gjort i sidste uge hvilket forvirrede ham indtil Demetrys fortale at det var forskelligt fra land til land, jeg fik og vide at de holdte påske i 7 dage og blev spurt om hvor lang vores var, jeg fortalte så at den varede i 5 dage og jeg skam var i kirke i søndags – jeg undlod dog at fortælle det var fordi, at jeg var til barnedåb – men det gav lidt anerkendelse fra deres side, for så måtte jeg jo være en kristen mand.

En ting lagde jeg mærke til på turen frem og tilbage til penge automaten, der er det ene papyrus institut efter det anden, så det må være en rigtig god turist fælde at drive et ”institut” og fælden klappede også sammen om mig.  

Vi kom tilbage til forretningen og jeg fik mine papyruser i en pap rør som blev forseglet med tape og stemplet, for at tolderne i lufthavne kunne se hvor de stammede fra. I forretningen blev jeg præsenteret for min guide til pyramiderne, hm tænkte jeg, det bliver dyre og dyre det her.

 

 

 

 

 

 

4. del Pyramider og parfume

 

Vi køre ind af nogle små gader mens Demetrys gentagende gange siger til mig og guiden, at når vi kommer ud til pyramiderne må jeg ikke begynde og klatre op – der er for mange der er kommet galt af sted. Vi parkere på en lille plads ved siden af en kamel og heste udlejer. Lige så snart jeg er kommet ud af bilen bliver jeg ledt hen mod et gammel øg af en kamel. Her vil alle bare have mig til at stige op, men det vil jeg ikke, ikke fordi jeg er bange for kamelen, jeg har trods alt gået til ridning i 8. klasse tror jeg nok det var – jeg havde to ride timer, men det fortæller jeg dem ikke – jeg vil have en pris. Mens de gentagende gange forsøger og for mig til og sætte mig op kamel, gentager jeg, at jeg vil have en pris, mens det hele står på kigger alle interesseret på, det høre åbenbart til sjældenhederne at en ”dum” turist vil have en fast pris.

Til sidst kommer kamel udlejeren og stiller sig op inden for min intime zone, jeg forlanger en pris, og da jeg ikke trækker mig tilbage må han forstå, at jeg mener det. Den billigste pris er 160 EGP som for gælder en tur hen til den lille pyramide og Sphinx, for 240 EGP kan kommer en pyramide mere med og endelig for den nette sum af 320 for jeg alle 3 pyramider. Set i lyset af tiden, og at det efterhånden er ved og blive en dyr tur vælger jeg den billigste, uden at handle – det var sikkert lidt dumt – men hvad.

 

Nu sætter jeg mig op på kamelen og den rejser sig efter et tre punkt program, først halvt op på bagbenene, helt op på forbenene og helt op med bagbenene, her skal man godt nok følge med kamelens bevægelser ellers risikere man at falde af.

Min pyramide guide sætter sig op på en lille hest og drengen som skal styre kamelen begynder og trække i tovet som er bundet fast til kamelens hovedtøj og vi bevæger os ud på pladsen. Ned igennem en snæver gyde mens jeg holder lidt krampeagtig fast i stump træ forrest på sadlen og forstår lynhurtigt hvorfor kamel bliver kaldt for et ørkenskib og tænker hvis jeg ikke skal blive ”kamel syg”, af turen bliver jeg nødt til at slappe af.

 

Efter vi er kommet igennem gyden er der dukker der en lokal op, som begynder og følge med kamelen mens han begynder og spørger mig ud, hvor jeg kommer fra og han for svar på sine spørgsmål. Lidt efter rækker en lille stump blågrøn plastik klods frem og spørger om jeg ikke vil købe et stykke af pyramiderne, for det vil betyde evig lykke og mange andre gode ting. Jeg kan ikke lade være med og grine over hans salgs forsøg og afviser venligt men bestemt. Min afvisning udløser ros fra guiden, for hvis jeg først havde taget den plastik stump i hånden vil han ikke kunne jage sælgeren væk, og han vil have fulgt med os på hele turen for, at få solgt sin vare.

 

Vi kommer hen til et kontrolpost med bevæbnede vagter, en lille bod med souvenirs, her trækker drengen bare kamel igennem afspærringen og jeg kan ikke gøre andet end og følge med. Guiden bliver holdt tilbage og jeg kan ikke se hvad der sker, men han skal vel have en sludder. Lidt efter er han oppe på siden af mig og rækker mig en billet – der er da heller ikke noget der er gratis her.

 

 

Vi rider små 500 meter hen af en asfalteret vej, på den ene sider ligger et nyt stort udgravnings områder, hvor man mener der er to grav kamre som arkæologerne har meget store forventninger til. Vi rider under en stenbro, hvor man absolut skal dukke sig ned, på den anden side åbner Sahara sig, på den ene side ligger en muslimsk gravplads ved siden af er der en kirkegård som begge er de ældste i Giza og stadig er i brug. Den muslimske del består af gravsteder som er bygget op i mursten eller støbt i beton, enkle steder er gravene lukket af med en jernplade og en hængelås, mange af dem ligner decideret byggesjusk.

 

 

Vi kommer forbi gravpladserne og rider nu i ørken, guiden fortæller at kamelerne kan klare sig i 14 dage uden vand, og hvis jeg har tid kan vi da lige ride hen til Gadafi og få te, hvilket han griner meget af. Han fortæller at vi vil ride op på til et sted hvor vi kan se pyramiderne på stribe og at jeg vil få en længer tur end den jeg har aftalt, men det må jeg ikke sige til kameludlejeren, det er jeg ikke sent til at love.

 

 

På vejen op møder vi det kamel ridende politi, som sidder meget afslappet på deres kameler med benene over kors på kamelens hals, de driller guiden lidt, mon ikke de spørger ham om, hvor mange penge han vil plukke mig for.

 

 

Vi kommer op til udsigts punktet hvor jeg for taget nogle billeder og guiden tager et par stykker af mig på kamel ryg. Her er også en flot udsigt ud over Giza og Cairo, desværre er det diset af varme og smog inden over byen.

 

 

Bag den største pyramide kunne jeg se en større fri luft scene og spørger hvad den er til, og får fortalt at i en bestemt uge hvert år bliver operaen Adia opført der.

 

Vi begynder og ride hen mod dem mindste pyramide med de tre små foran, og nu syntes guiden er der skal ske noget, og siger til mig at jeg skal slå hælende ind i siden på kamelen mens han slå kamelen med en pind, og nu begynder den at løbe, og jeg sidder og hopper med kameraet dunkende ind på maven, mens jeg koncentrerer mig om at holde balancen, men kamelen er doven og gammel og kan sikkert ikke se hvorfor den skal anstrenge sig mere end nødvendigt, så den slår hurtigt ned i et mere behageligt tempo. Mens vi nærmere os fortæller guiden, at de tre små pyramider er bygget til faraoens tre prinsesser.

 

 

Hen ved de tre små pyramider stopper vi og kamelen lægger sig ned mens jeg prøver at holde balancen, nu syntes guiden at jeg skal kravle lidt op på den ene af de små pyramider og så vil han tage nogle billeder af mig som bevis. Jeg kravler en 5-6 meter op og han knipser løs.

 

 

Vi står og sludder lidt over en smøg, mens guiden driller kamelen lidt, og dens hoved fare frem og tilbage mens den viser tænder og siger lyde men ellers bliver liggende.

Jeg kommer op på den igen og vi begynder og ride hen mod den næste pyramide og min guide fortæller vider, om templerne som ligger foran pyramiderne og vender mod øst, hvordan faraoen lå der efter døden og ventede på det evige liv fra solen før deres sarkofager blev gemt inde i pyramiden 4 dage efter.

Om de dødes by – ikke at forveksle med bydelen i Cairo – hvor arbejderne blev begravet, de blev dræbt når byggeriet var færdig, for at de ikke kunne afsløre pyramidens hemmelighed. Vi kommer hen forbi den anden pyramide og ridder ned af tempel vejen til Sphinx som er hugget ud af en sten og er den største af de to i Ægypten. Her er der også flere turister og flere sælger af plastik og sodavand som alle bliver afvist.

Han fortæller om den manglende næse, og at det var Napoleon som skød til måls efter Sphinx for at ødelægge den, men den eneste skade der skete var at næsen blev knust. 

Efter at have kigget lidt og fotograferet Sphinx for jeg overdraget tøjlen til kamelen og for lov til selv at styre den, det går forbavsende godt, men det er helt tydeligt at kamelen godt ved, at den skal hjem og selv kender vejen – men lidt sjovt er det, kun et enkel sted vil den en anden vej men havde absolut ingen problemer med den anden vej. Lige før kontrolposten for drengen snoren tilbage.

 

 

I Gyden før den lille plads er det blevet tid til og afregne med guiden, jeg stikker ham først 10 dollars, men det er ikke nok, heller ikke 5 mere og vi ender på tyve, men han mener nu lige at jeg godt kan slippe 5 mere for han havde jo betalt for indgangen – og så skidt og drengen for 5 euro. Nu bliver det meget magt pålignende for guiden, at jeg roser ham over for Demetrys og siger at han har været en god guide, og jeg må kun fortælle Demetrys at han har fået 20 dollars og for en sikkerheds skyld gentager han det lige to gange mere.

 

Jeg kommer af kamelen og bliver vist ind i et smalt lokale og bliver anvist en plads, en stor fed muslim byder med velkommen i hans ringe bolig som nu mere lignede et salgslokale for parfume for overalt står der flasker med forskelligt parfume i. Han spørger mig om jeg ikke vil have noget og drikke men jeg takker nej, men han bliver ved og det ender med en flaske vand og et glas te, og lige som jeg tager den første tår af vandet tænker jeg” PLASK nu røg jeg i en fælde igen”, han spørger lidt til mig og for fremstammet et par enkle ord på dansk, spørger om hvor mange koner jeg har, jeg svare at jeg skam kun har en enkel og undlader at vi ikke bor sammen endnu eller er gift. Han fortæller at han 3 koner, jeg nævner høfligt at han må være en meget rig mand når han har råd til tre koner, når man tænker på hvor gode kvinder er til, at bruge penge – og det lappede han i sig. Kamel udlejeren kommer ind og tager små surt imod sine 160 EGP uden at spørger om hvor lang turen var, og går igen uden at sige et ord.

 

Nu er jeg jo blevet beværtet, og nu skal jeg købe, han begynder og præsentere de forskellige dufte som alle stammer fra hans blomster farm uden for Cairo. En efter en bliver en smule smurt ud på min arm og til sidst kan jeg ikke skelne de forskellige dufte fra hinanden. En enkel kalder han for arabisk nat som bedre er kendt som mellem østens Viagra. Lige pludselig kalder han på en dreng som bliver jaget af sted og kommer tilbage med et glas vand som han tager en lille tår af, i resten drypper han en enkel dråbe i og beder mig om og stikke fingeren ned i glasset og efterfølgende lugte til min finger, og jeg kan lugte parfumen, men var det rent vand ?

Nu bliver der for alvor lagt op til, at jeg skal købe, han siger, at han normalt sælger parfume for 5 EGP grammet til turister men siden der mig og han godt kan li mig og dansker i det hele taget skal jeg få lov til, at købe til samme pris som han sælger til de lokale 4 EGP pr. gram og hiver en 1. liters karaffel frem, og jeg stirre på ham med et blik tror du jeg er helt åndssvag – en hurtig hovedregning siger jo at det bliver 4.600 kr. hvis jeg skulle købe den, nu kommer der en halv liters frem, og en kvart liters frem, til sidst er han omme bag en disk, hvor han finder en 1. deciliter karaffel frem, nu begynder prisen også at falde, til sidst kommer han med et tilbud om en til mig og en til konen og en lille glasbeholder ved siden af til 300 EGP eller 1,5 EGP pr. gram og det ender det med.    

 

Han siger at jeg meget gerne må betale med Euro eller Dollars for han kan få en god pris for dem ude på det sorte marked, men det hjælper ikke noget – jeg har behov for en penge automat. Vi sætte os ud i bilen og finder en automat som er optaget af nogle amerikanske turister som ikke kan få den til at virke. Her gider Demetrys ikke at vente, og spørger mig om hvor meget jeg har købt for, for så vil han lægge ud til vi er tilbage til hotellet. Vi for vendt bilen, og Demetrys spørger om hvilken parfume jeg har købt, og jeg fortæller at jeg har købt Arabiske Nat, og han siger uha, brug den ikke for tit ! Vi for sat endnu en ægyptisk bondefanger af og køre hen mod det historiske museum.

 

 

5. Del, Kylling og det ægyptiske museum.

 

Vi køre igennem Giza, forbi Zoologisk have som er et yndet udflugts mål på helligdage, det vrimler med mennesker som nyder deres fridag og får lige set hoved på en giraf. Da vi er kommet fordi zoologisk have spørger Demetrys om jeg ikke er ved og være sulten, jo en lille smule må jeg indrømme, han fortæller at han har købt kylling og om jeg ikke vil have et stykke med, jeg bliver lidt mistænksom – kommer det nu også til at koste en formue, men Demetrys mener nu, at jeg skal have lidt og spise. Vi køre over Nilen, øen Gezira og ind i Cairo mens han fortæller lidt om de bygninger vi køre forbi. Vi kommer til en stor plads med en stor grim og grå kontor bygning som er regerings kontorer, det ligner mest af alt en bygning russerne har bygget da de ”hjalp” ægypterne for mange år siden. Nu køre vi ned af en mindre vej, hvor der bare står utroligt meget politi eller militær med automat våben. Demetrys fortæller, at hvis jeg er utilfreds med ham, skal jeg bare sige det til vagterne, for de er der for at beskytte mig, og ikke ham men selvom han har ført mig til nogle af hans bondefanger venner er jeg ikke ligefrem utilfreds med ham, men nøjes med og sige, at det har jeg ikke tænkt mig.

 

Vi køre ned i en parkerings kælder, stopper bilen og stiger ud. Her begynder Demetrys, at rykke forsæderne frem så der bliver mere plads på bagsædet, finder stegt kylling, salat og fladt brød frem som bliver lagt på imellem os. Nu er det bare for at tage sig for af retterne med fingrene og kyllingen smager bare godt, men man kan ikke undgå at blive noget fedtet på fingrene af og spise på den her måde. Jeg kigger mig rundt efter en serviet eller et stykke køkkenrulle, men det er der ikke noget af, så jeg venter på hvad han nu vil gøre, tørrer fingrene af i bukserne, i sædet eller slet ikke gøre noget ? Nej, man tager lidt af det papir som kyllingen var pakket ind i der ikke er blevet fedtet til, og bruger som serviet ! Efter vi er færdige med at spise ryger vi en smøg, selvom der i kælderen er op til flere skilte som bekendt gøre, at her må man ikke ryge – jo regler er til for at brydes.

 

Vi kommer op af parkerings kælderen og på vej hen til museets indgang spørger han mig om jeg vil have en guide, men også at det ikke er nødvendigt for de udstillede genstande er også beskrevet på engelsk og jeg kan vel godt læse engelsk som han udtrykker det. Jeg giver ham ret – ingen guide og tænker det har sgu været dyrt nok, og at ham sikkert ingen kender her som han kan få procenter af hvad jeg eventuelt vil betale en guide.

 

 

Vi kommer ind ved siden af en stor flot smedejerns port som er smykket med ”guld” med mange vagter omkring. Vi forsætter hen af en lille indhegnet sti til sikkerhedskontrollen, hvor vi skal igennem en metal detektor og kamera m.v. skal scannes. Men her oplever jeg en sikkerhedskontrol, som ingen gang lufthavne kan leve op til – det er også af med bæltet, spændet er af metal og skal scannes så vi må gå igennem metal detektoren med et godt tag i bukserne for at holde dem oppe.

Museet er en stor flot mørk rødlig bygning i engelsk stil med buer over indgangs parti og vinduer, foran står der en del sten figurer af datidens personer.

Før vi kan kommer ind skal der købes billet, den koster 20 EGP og Demetrys slipper for at få pungen op efter lidt snakken med billetdamen, på vej over til indgangen bliver vi flere gange stoppet af guider som vil vise os rundt, de bliver meget bestemt afvist af Demetrys, lige før indgangen går vi igennem tælleapparater og igennem endnu et sikkerhedstjek her for vi dog lov til at beholde bæltet på, de folk som har tasker med, for dem gennem rodet på vej ind og ud – ikke noget med og få et sarkofag i rygsækken her !

 

Vi træder ind i en stor høj forhal med store statuer af Ramses og hvad de ægyptiske konger nu hed for 4000 år siden, mange store sten sarkofager, hvor låget er hævet lidt så man kan se at den er tom, det hele virker meget uoverskueligt og samtidig med en kedelig indretning, der er kun hæftet tekst på ganske få ting, og når en ens forkundskaber kun rækker til de helt store skatte for man ikke meget ud af det, men imponerende er det, de har været nogle meget dygtige håndværker dengang.

 

 

Vi går op på første salen, hvor der er endnu flere sarkofager som bliver flotter og flotter i udførelse og udsmykning, vi kommer ind i et mindre lokale, hvor vi ser små flotte guld smykker, desværre er halvdelen af rummet spæret af. Udenfor kigger jeg lidt på store udstillings montre med et hav af små ting i som igen virker fuldstændigt uoverskueligt. Her spørger Demetrys en vagt om et og andet som jeg ikke forstår en brik af, men han siger til mig, at vi skal den her vej. Vi kommer nu til endnu et mindre lokale, og her er de ting som jeg kan genkende, den stor guldmaske som er lavet af 17 kilo rent guld, fantastiske udførte smykker af aflange perler på snor m.v.– hvor de ting flot lavet og det er helt utroligt, at de har overlevet så mange år.

 

Udenfor spørger Demetrys mens han peger på et sarkofag om jeg har lyst til og se hvad der var inden i, jeg svare, selvfølgelig vil jeg det, jeg vil se de største skatte ! Han finder hurtigt en vagt og spørger ham ud, denne gang kan jeg godt gættet mig til hvad han siger !

Vi skal ned i den anden ende af bygningen, hvor mumie rummet ligger, men her er entre igen og jeg skal slippe 40 EGP som jeg må låne af Demetrys, for jeg er løbet tør for lokale penge, han slipper med 5 EGP – det må man kalde lovligt bondefangeri.

Jeg må ikke tage mit kamera med ind i rummet og der bliver peget over mod udgangen, hvor der et skab med små rum i stil med dem nede i Kvickly, her skal man dog ikke lægge en mønt i for, at låse – hurra jeg har oplevet noget der er gratis.

Inde i et gråt råt rum som er dårligt oplyst, måske for at gøre det lidt uhyggeligt, ligger der 10–12 mumier, hvor ansigtet er gjort frit. Det er fantastisk og se hvor velbevarede de er, og det er tydeligt og se hvilken frisurer der var in i deres tid. En lidt spøjs oplevelse som jeg ikke ville have været foruden.

Vi kommer ud og jeg tager mit kamera ud af skabet mens vagten holder øje med om jeg lader nøgle hænge i låsen. Jeg bliver spurt ud om, hvad jeg syntes om mumierne, jeg svarer at det var en stor oplevelse og jeg i øvrigt har set mumier hjemme i Danmark for sådan nogle har vi også. Det blev han fuldstændigt paf over at høre, og siger han var overbevist at det kun var dem der havde mumier. Jeg prøve og forklare, at vores er mosefund, hvilket ikke lykkes rigtigt – for jeg kender ikke det engelske ord for mosefund og det gør han sikkert heller ikke, men forklare at den specielle jord vi har nogle steder i Danmark har gjort det samme som man har smurt deres ind i for at bevare dem, og at det ikke er konger og dronninger men folk, der er blevet henrettet eller offeret til datidens guder og de i øvrigt er mindst lige så gamle som deres – det tog næsten pusten fra ham.  

 

Lige efter ser vi de fedeste mennesker, jeg nogen sinde har set og så tre stykker på en gang – de kan ikke veje under 200 kilo stykket– vi kommer ned stue etagen, kommer endnu engang fordi en lang række af sarkofager, enkle af dem er meget store så jeg spørge Demetrys, mon de er her for, at se på kister hvilket for ham til at bryde ud i en skraldende latter, så folk stopper op og kigger på os, inkl. de fede mennesker som nu afsløre sig selv ved hjælp af deres sprog, de må tilhøre super burger folkeslaget i Texas !

 

Demetrys spørger mig nu om jeg vi se mere, men jeg siger nej vi må hellere tilbage til hotellet – jeg har jo et skib jeg skal nå.

Uden for spørger han om han ikke lige skulle tage et billede af mig foran museet, det for han lov til og bevæbnet med en smøg går vi over til parkerings kælderen med rygning forbudt skiltende og sætter os ind i bilen.

 

 

På vej mod hotellet fortæller han videre om de bygninger vi køre forbi, hans kirke kører vi også forbi, det ligner nu mest en katedral med den størrelse den har og ikke speciel gammel, det ligner beton byggeri. Det er en koptisk katedral, og så vidt jeg har læst et og andet sted er det den trosretning den oprindelige befolkning havde – muslimerne er jo først kommet til senere.

 

Lige pludselig rykker han i rattet og drejer ind mod fortovet og bremser op, ruller vinduet ned og råber efter en dreng i en orange T-shirt, siger et og andet uforståeligt. Vi holder uden for en af de utallige forretninger jeg set igennem byen med appelsiner og andre frugter som hænger i net ud mod gaden.

Lidt efter kommer drengen tilbage med to glas friskpresse juice og Demetrys spørger mig om jeg kan smage hvad det er, det kan jeg det er mango juice. Efter vi drukket ud spørger han mig om jeg vil have et glas mere men jeg takker nej , og han gør tegn til drengen som kommer tilbage for at hente glassende og få sin betaling – 3 EGP. Vi køre videre og Demetrys fortæller, at det er den bedste juice bar i Cairo, for de fortynder ikke juicen med vand eller kommer sukker i.

 

Et kvarter efter er vi tilbage på hotellet efter han gentagende gange har bandet over andre bilister for ikke at kigge bagud når de skifter køre bane og i øvrigt bruger hornet hele tiden. Lige som guiden ved pyramiderne bliver det nu meget magtpåliggende, at jeg siger til hans chef, at jeg har haft en god tur.

 

På hotellet siger jeg, at jeg skal lige i penge automaten for, at kunne betale ham, og han siger, at det haster ikke. På vej hen til automaten spørger jeg i receptionen om der er en besked til mig, og receptionisten hopper lige engang og siger at der har været ringet efter mig flere gange og hvor han kan finde mig når der bliver ringet igen. Efter jeg har fået hævet penge gør receptionisten tegn til mig – der er telefon, jeg tager den og bliver straks spurt om hvor jeg har været – ude og gå en tur siger jeg, og for besked på, at jeg vil blive samlet op om en time.

 

Jeg går hen og betaler Demetrys, hvad jeg skylder ham, stikker ham 100 EGP til ham selv – uden at hans chef ser det -, hvilket han bliver meget glad for, jeg kunne se på ham, at det var mere end han havde forventet, men jeg syntes, at han havde gjort min tur meget personlig og hyggelig med kylling, mango juice og andre ting, på trods af at han kørt mig til nogle værre bondefanger og sikkert for kommission af de penge jeg har lagt der.

Lidt efter kommer hans chef og jeg betaler de 120 EGP for køreturen, bliver spurgt ud om jeg har været tilfreds med turen og Demetrys, det kan jeg kun svare bekræftende på. Nu er jeg blevet tørstig og sætter mig hen i baren og for en øl – jeg har trods alt 50 minutter endnu. Efter øllet går jeg op pakker min taske, går ned for, at tjekke ud. Her sender de en mand op efter min bagage, han kommer tomhændet tilbage med et forvirrende udtryk i ansigtet – jeg havde selv taget min taske med ned – det gør man altså ikke på fine hoteller ! Mine telefon regninger til København og min halve flaske rødvin måtte jeg selv betale, hvilket jeg brokkede mig over. Jeg fik så vist et brev fra Maersk Egybt, at de ikke betalte drikkevare og telefon samtaler, min kommentar var så, at det blev København der kom til, at betale !

Nu var der dukket en lille mand op som havde stillet sig afventende ved siden af mig, og jeg spørger om han er fra Mærsk og det var han og vi går ud til bilen, på vejen ud kommer en hotelmand som venligt men bestemt tager min taske ud af hånden på mig og bære den de sidste 5 meter.

Jeg sætter mig ind i bilen og turen mod Port Said begynder.

 

 

6. Del Port Said og påmønstring.

 

Det første der sker efter min tavse chauffør har sat nøglen i tændings låsen og drejet den, er at højtalerne tordner ud med fredags bøn. Men det samme tænker jeg 15 uger tilbage, hvor det trods alt var den lokale hitliste der kørte i radioen, selv om det nu heller ikke var det mest spændende !

 

Ham her er tilhænger af bilens horn, det skal bruges så længe det virker, i tide og utide bliver hornet skubbet i bund uden det dog kan overdøve fredags bønnen.

Vi kommer helskindet igennem hans vandvittige manøvrer i Cairos gader og ud på motorvejen med fredags bønnen tordnende i baggrunden, kun afbrudt af hornet hvert andet øjeblik.

 

Denne gang er det lyst og der er noget at se på, som alle andre steder i verden ligger der industri ud til motorvejen. Den eneste forskel der er, at der er utroligt meget militær med de sædvanlige vagttårne for hver 200 meter og alle med en gammel kampvogn eller jager som skulptur ved indgangen.

På et tidspunkt spørger jeg om jeg må ryge og for næsten ikke et svar, det er åbenbart ikke populært at tale mens fredags bønnen tordner i baggrunden.

Jeg for gang i en smøg og prøver at samle tankerne men det er sgu svært med fredags bønnen i baggrunden – mon han tror han kan omvende mig – han har tabt på forhånd, at skulle tvangs indlægges til at høre på sådan en skrigehals af imam – vor herres bevares.

 

På et tidspunkt vågner jeg lidt op, forude kan jeg se det cafeteria hvor vi holdte hvil sidste gang, men fjolset køre bare forbi. Jeg havde ellers håbet på en pause i fredags bønnen.

I stedet finder jeg BT frem og begynder og læse i den, men desværre er den alt for hurtigt læst, og jeg ærgrer mig over at det ikke var Ekstra Bladet der var kommet i min håndbagage, for så ville jeg have slået op på side 9 pigen, gjort et og andet for, at han skulle få øje på den letpåklædte pige, det kunne jo være der var kommet en reaktion fra ham midt i fredags bønnen.

 

Vi kommer ud til kanalen og drejet stik nord med fredags bønnen tordnende i baggrunden. En lille halvtime før Port Said kommer der liv i chaufføren, han dæmper for fredags bønnen mens han ringer op på mobil telefon, om han for fat i den han ringer til eller en telefonsvare finder jeg aldrig ud af, men da han var færdig bliver der skruet op for fredags bønnen igen, næsten højre endnu og jeg tænder en smøg i en stille protest.

 

Vi kommer til Port Said og kører igennem den første af sikkerheds tjek punkterne, lige før kontrollen kommer der lidt liv i ham, han tager selen på – jeg har haft min på siden jeg satte mig ind i bilen. Vi kommer ikke andet end lige igennem kontrollen før han tager den af igen til imamens tordnende stemme.

 

Vi begynder at siksakke igennem Port Saids gader, mens han presser hornet i bund ved hvert et gade kryds og forsætter lige over uden at tage farten af bilen.

Nummeret med telefonen gentager sig, lidt efter holder han ind til siden uden og sige et ord. Lidt efter sætter der sig en mand ind på bagsædet som præsentere sig som agenten, og nu sker det mest utrolige – der bliver dæmpet for fredags bønnen, uden at der bliver skruet op igen, men nu har jeg også hørt fredags bøn i 1,5 time!

 

Agenten beder om mit pas og søfarts bog, som han får. Jeg spørger ham om vi skal ned på kontoret, han svare nej det skal vi ikke. Jeg skal på hotel så jeg kan få noget at spise og hvile mig. Han spørger om hvorfor jeg tror at vi skulle på kontoret, og jeg fortæller at for 15 uger siden tilbragte jeg 5-6 timer før vi kørte ud til kanalen, det kan nu ikke forstå.

 

Vi kommer hen til et 4 stjernet turist hotel, hvor jeg bliver afleveret ved receptionen, får skrevet mig ind. Jeg får besked på, at vente mens hun sender en hotelkarl af sted som hurtigt kommer tilbage, han skulle åbenbart tjekke om værelset var gjort klart. Han tager min kuffert og vi går ind i elevatoren og køre op til 6 sal, mens han spørger mig hvor jeg kommer fra, jeg siger fra Danmark, og han fortæller så, at hotellet er blevet købt op af en dansk hotelkæde og hvor Danmark ligger i Sverige, jeg orker ikke og forklare ham at jeg ikke er svensker. Nu står der bare et bad og noget og spise på programmet.

 

Inde på værelset for han nogle få lokale penge, som udløser den samme rundvisning på værelset som i Cairo.

Jeg ser at jeg har fået et værelse med udsigt ud til vandet og havnen. Jeg tager nogle billeder går ud på gangen til trappe skakten, og på trods af jeg har fået rigeligt med fredags bøn, tager jeg et par billeder af moskeen som ligger lige ved siden af, det er trods alt nogle flotte bygningsværker.

 

 

Efter et forfriskende bad, går jeg en tur rundt på hotellet, for øje på baren og stikker hoved ind, hvilket får et par billard spillende tjener til at hoppe en gang, mens de forsikrer mig, at der er åben, men jeg ryster på hovedet og går videre. På samme etage er der selskabslokaler men en spøjs udstilling uden for dørene – på nervøst velour liggere der 10-12 tomme sprut flasker, på sådan en måde at man kommer til og tænke på, om de er stolte af at de har solgt sprut – og så endda kun billige mærker.

En etage nede ligger der en restaurant, her studere jeg spisekortet, går ind og spørger om jeg kan få noget at spise, det kan jeg og får et bord.

Straks efter bliver der sat vand, brød og smør på bordet og tiden begynder og gå uden, at jeg for et spisekort. Jeg begynder på at tænke, de kan da ikke have glemt mig for jeg er den eneste i kunde. Der går fem minutter mere og jeg overvejer kraftig at rejse mig og spørge om spise kortet, men nu dukker der en tjener op som servere en skål suppe for mig – hm det er altså bestemt, hvad jeg skal have at spise, men jeg protestere ikke, det kunne måske blive en spændende oplevelse.

Suppen har en svag gulbrun farve, og jeg stikker skeen ned, med op kommer der hvedekorn, det har jeg ikke fået før, men det er ikke nogen speciel god suppe. Hoved retten er pomfrits med paneret kylling,5 slags sprødt kogte grønsager og en og anden mærkelig sovs til – grønsagerne var det bedste. Jeg for skrevet under på regningen og går op i baren, hvor der nu er kommet to kunder som har kapret billard bordet og får en lokal brygget tysk øl. Jeg for drukket øllet, skriver under på regningen og går op på værelset.

 

Jeg for rykket lagen og vattæppet løst så det kan virke som dyne, og lægger mig til at sover, men det er nu svært at falde i søvn ud til en trafikeret vej, hvor bilerne helst skal have hornet i bund hvert andet øjeblik. Lige pludselige kommer der en ny lyd, som lyder som flere tonet pause signalet fra et fjernsyn, efter 20 minutters dytten kommer pause signalet igen, efter endnu 20 minutters dytten kom det igen og så går det op for mig at det er moskeen der igen og igen ”ringer” til fredags bøn – langt om længe falder jeg dog i søvn.

 

Klokken 03 ringer telefonen og jeg for at vide, at jeg vil blive hentet om lidt. Søvnigt kommer jeg ud af sengen får mit tøj på, lukket min taske og går ned til receptionen for at tjekke ud. Her bliver jeg præsenter for en regning for den øl jeg fik i baren, 18,04 EGP – billigt nok, men de bliver utilfredse med, at jeg lægger 20 EGP på disken – de spørger efter US dollars, men hvor f....... skulle jeg betale i US dollars når jeg har EGP, så det kommer de ikke langt med og til sidst acceptere de.

 

Efter nogen venten kommer agenten, og vi køre igennem stille gader med kun et enkel dyt i ny og næ, ned til havne myndighederne, hvor han henter mit pas og søfarts bog uden at jeg skal med ind og sidde og glane som sidste gang. Han kommer tilbage og vi tager færgen over den gamle kanal, og køre ud til kanal myndighedernes residens. Her bliver mit pas vist frem før jeg får det tilbage. Vi går ned til den båd som skal sejle os ud til Katrine.

Jeg sætter mig ind i på ”broen” og agenten forsvinder, for at få tiden til at gå tager jeg mit kamera frem og kigger mine billeder igennem. Agenten kommer tilbage og spørger mig om jeg var ude og se pyramiderne, jo det var jeg da, tiden skulle jo bruges på oplevelser i stedet for at hænge på hotellet. Han spørger mig så hvad jeg har betalt, jeg svare 120 EGP for bil og chauffør i 5 timer, men at det var en halv dyr kamel, at den kostede 160 EGP. Nu flipper han ud, og siger at det er simpel hen noget svineri at man røver turister så meget, den kamel skulle ikke have kostet mere end 40 EGP og alle højest 50 EGP, men fryder sig trods alt over at jeg betalte i lokal penge for så taber kamel ejeren penge, inflationen er nemlig høj i landet, og dollars og euro er det bedre at eje end lokal penge. Nu tør jeg slet ikke fortælle ham de andre som fik lokket penge ud af min pung, for så vil sikkert tro, at jeg er en helt idiot.

 

Efter en times venten dukker der et par stykker mere op, de vækker skibets fører som har ligget og sovet under dæk. Han kommer op og får startet motoren, vi begynder at sejle ud mod konvojen.

Lige som sidst er det et imponerende syn, at sejle op mod skibet, som kommer mod os som en anden mørkelagt kæmpe med 10 knobs fart – ca. 18 km/timen.

Før os skal lodsen ombord – en stor fed gammel person – som begynder og give signal op til dækket på Katrine, om at de skal begynde, at hive landgangen op, for så bliver det lettere for ham at komme ombord – men han bliver skuffet, der er flere som skal ombord.

Vores båd sejler nu over mod landgangen og efterhånden som han kommer op langs skibssiden virker det mere og mere voldsomt med kæmpen af et skib og det brusende vand imellem os, men så er vi der og et skridt over, og man står på landgangen. Jeg for rakt min taske over og begynder at gå op på Katrine Mærsk, 47 timer efter jeg stod op hjemme i Fredericiagade.

På dækket bliver jeg budt velkommen af besætnings medlemmer før jeg går ind i apteringen og tager elevatoren op på F-dækket, for sat min bagage, forsætter op på broen, for at hilse på Flemming vores skipper. Efter en lille sludder tager jeg elevatoren ned på 2.dæk, går ind i kontrol rummet og for hilst på Rene (1.mester), og min makker Leif, efter lidt snakken tager jeg op kammeret og smider mig på sofaen for at få lidt søvn før jeg tager over.

 

I Great Bitter Lake med søsterskibet Charlotte Mærsk

 

 

Aftensol i Suez bugten