HVORDAN VI LAVER ESSENS

 

HVILKEN ALKOHOL

Først og fremmest skal man bruge en smagsneutral alkohol; det drejer sig om at få smagsstofferne ud af sine urter.

Brøndum Snaps og Klar Svendborg er meget brugte, men de har begge en snert af kommen i sig. De er bedre til at fortynde sin essens med, når den skal drikkes.

En ren spiritus som vodka, er det bedste, men vær opmærksom på, at det skal være en smagsneutral vodka der bruges. Her kan man bruge en Danzka Vodka eller en Blue Label Vodka, som er den billigste.( Fås kun i Brugsen og Kvickly). Pas på med andre billige vodkaer; de er ofte tilsat lidt smag, som kan ødelægge essensen.

Bruger man en finsprit, skal alkoholprocenten ligge imellem 35 og 50.

 

Tørret Porse

 

UDTRÆK

Et syltetøjsglas er velegnet til at lave sin essens i; det kan man let komme sine urter i og få dem ud igen, når essensen skal filtreres.

Brug altid et rent og lugtfrit glas til essensen. Brug aldrig et gammel sildeglas!

Fyld glasset en 1/4 op med urter og fyld op med alkohol.

Sæt glasset et mørkt sted, mens den trækker og glæd dig til prøvesmagningen, når essensen er færdig.

 

Tormntilrod

 

TRÆKKETIDER

Som en tommelfingerregel kan man sige, at blomster og blade skal trække i 3 til 7 dage, rødder i 5 til 14 dage, frugter og nødder i op til et år.

Starter man som nybegynder, er det en god ide at følge de anbefalede trækketider i opskrifterne. Man skal være opmærksom på, at man let kan komme til at trække uønskede bitterstoffer ud, som kan ødelægge en ellers god essens. Har man mere erfaring, kan man begynde at lege med trækketiderne: f.eks. kan man lægge lige dele urter i to glas og hælde samme mængde alkohol på, lade det ene glas trække i 5 dage, det andet i 8 dage og lave sin egen prøvesmagning.

 

Grov-filtrering

 
FILTRERING

Et kaffefilter er det bedste, brug en ren tragt og kaffekande, hvilket også giver det mest stabile underlag. Find din gamle tragt og kande frem og reserver dem til essens-fremstilling. Hvis man ikke har et gamle sæt, kan man finde et i en genbrugsforretning.

Man kan med fordel bruge en køkkensi til første filtrering, hvis man laver større portioner.

Enkelte essenser skal filtreres igen dagen efter, andre bliver uklare under lagringen og skal filtreres igen undervejs.

Hæld essensen på en sjov flaske, og sæt den et sted, hvor man kan nyde synet af de flotte farver.

Sæt et lille klistermærke i bunden af flasken eller en Manilla-mærkat med sløjfe om halsen, med oplysninger om essensen, som hvor og hvornår den er plukket, hvor lang tid den har trukket, hvilket forhold den skal fortyndes i m.v.

 

Fin-filtrering

 

LAGRING

Nogle essenser skal drikkes inden de bliver for gamle, - det er typisk udtræk af blomster. Andre essenser som f.eks. valnød, bliver bedre med tiden. Man siger, at valnødsnapsen når sit højdepunkt, når den er 7 år.

På flaske

 

AT BLANDE ESSENSER

De fleste essenser smager pragtfuldt alene, andre smager direkte dårligt, men vil give oplevelser, når de bliver blandet med andre.

Ren Grå bynke (Malurt) er et eksempel herpå, som sammen med appelsinskal-essens smager godt.

Porse, som smager godt alene, kan f.eks. blandes med en lille smule stjerneavis, og dermed får man også en pragtfuld bjesk.

Begynder man at blande, er det en god ide at starte med essenser som Porse, Perikon, Hedelyng og Røllike, som klæder hinanden godt.

 

Lyng/Perikon snaps

 

NYDELSE

Kom lidt essens i et snapsglas og fyld op med snaps eller vodka, -  prøv dig frem for at finde dét blandingsforhold, som passer dine  smagsløg bedst - SKÅL.

Bjesk eller kryddersnaps er til for at nydes -  ikke til at drikke sig fuld i. Husk på, at de fleste urter indeholder aktive stoffer, som i for store mængder kan være skadelige. Røllike og Lind m.fl. er f.eks. på Drogelisten, og hvem kender ikke udtrykket "at dryppe Malurt i bægret".

Drogelisten indeholder advarsler om en række planter og er udgivet af (og kan købes ved henvendelse til:) Veterinær- og Fødevaredirektoratet.

 Bjesk forside

Forside